Hebræerbrevet 11:1-40

Hvad er tro? Tro er grundlaget for vores håb, en overbevisning om ting, der ikke kan ses. Vi har jo mange vidnesbyrd om den tro, vores forfædre havde. Det er ved tro, vi forstår, at universet blev til på Guds befaling. Den synlige verden blev skabt ud fra den usynlige verden. Abel troede Gud. Derfor var han i stand til at bringe et offer, der var bedre end Kains. Gud accepterede Abels gave og viste dermed, at Abel havde et ret forhold til Gud. Abel selv er død, men hans tro er et vidnesbyrd for os endnu den dag i dag. Enok troede Gud. Derfor blev han taget op til Himlen, så han undgik at dø. Ingen kunne finde ham, for Gud havde taget ham til sig. Men inden da havde han fået det vidnesbyrd, at Gud glædede sig over ham. Gud kan kun glæde sig over dem, der har tro, for de, der henvender sig til Gud, må nødvendigvis tro, at han er til, og at han belønner dem, der søger ham. Noa troede Gud. Da Gud advarede ham om syndfloden, der skulle komme, troede han på det, selvom der ikke var nogen tegn på, at der ville komme en oversvømmelse. Han adlød Gud, og i ærefrygt for ham byggede han en ark for at redde sin familie. På den måde forkyndte Noa dommen over den onde verden, og selv blev han på grund af sin tro accepteret af Gud. Abraham troede Gud. Da Gud bad ham om at forlade sit hjem og fædreland og rejse bort til et andet land, som Gud ville give ham og hans efterkommere i arv og eje, tog han af sted uden at vide, hvor han kom hen. Han slog sine telte op i et land, som tilhørte andre, og i tillid til Gud vandrede han fra sted til sted i det land, han var blevet lovet. Det samme gjorde Isak og Jakob, der jo fik det samme løfte. Abraham så nemlig frem til at bo i byen med de evige grundvolde, som Gud selv er både arkitekt og bygmester for. Sara troede Gud. Derfor kunne hun blive stammor til et helt folk til trods for, at hun var for gammel til at få børn. Hun troede på, at Gud, der havde givet løfte om en søn, var til at stole på. Således blev Abraham stamfar til et helt folk. Selvom han gik på gravens rand, blev han ene mand stamfar til et folk så talrigt, at det er lige så umuligt at tælle som himlens stjerner og sandet ved havets bred. Abraham og Sara, Isak og Jakob døde alle i tro uden at se løftet blive opfyldt. Men de skimtede det forude og hilste det velkommen, og de sagde helt klart, at de var som udlændinge på midlertidigt ophold på denne jord. De, der taler sådan, giver udtryk for, at de er på udkig efter et hjemland. Hvis de havde tænkt på det land, de oprindeligt kom fra, kunne de have vendt tilbage dertil. Men de længtes efter noget endnu bedre, nemlig det himmelske hjemland. Derfor skammer Gud sig ikke ved at blive kaldt deres Gud, og han har en evig by parat til dem. Da Gud satte Abraham på prøve, holdt Abraham fast på sin tro og var parat til at ofre sin søn Isak på alteret, også selvom det var hans eneste søn, og Gud havde lovet ham: „Det er gennem Isak, din slægt skal opbygges.” Abraham regnede nemlig med, at Gud kunne oprejse Isak fra de døde, hvis det skulle være. Han fik ham jo også tilbage i live som et billede på Jesu opstandelse fra de døde. Isak troede Gud. Derfor kunne han velsigne sine to sønner Jakob og Esau med fremtiden for øje. Jakob troede Gud. Lige før han døde, velsignede han Josefs sønner i tro og bøjede hovedet over sin stav i tilbedelse. Josef troede Gud. Inden sin død talte han om, at Gud en dag ville føre Israels folk ud af Egypten, og han fik dem til at love, at de ville tage hans jordiske rester med sig til det land, Gud havde lovet at give dem. Mosesʼ forældre troede Gud, og de skjulte ham i tre måneder efter fødslen. De så, at han var en dejlig dreng, og de var ikke bange for at trodse kongens ordre. Moses troede Gud, da han som voksen gav afkald på sin position som søn af Faraos datter. I stedet for at nyde en kortvarig fornøjelse uden for Guds vilje foretrak han at dele kår med Guds folk. Frem for at eje alle Egyptens skatte foretrak han at blive mishandlet – ligesom Kristus blev det – for han så frem til sin belønning. Moses forlod Egypten i tro til Gud og uden at frygte kongens vrede. Han holdt ud, fordi han hele tiden holdt den Usynlige for øje. I tro indførte han den første påske med blodet på dørstolperne, for at dødsenglen ikke skulle gå ind i israelitternes hjem og dræbe den førstefødte søn i hver familie. Israelitterne viste tro til Gud, da de gik gennem Det Røde Hav som over tørt land. Men egypterne, som fulgte bagefter, druknede alle sammen. Israelitterne viste tro til Gud, da de på hans befaling vandrede rundt om Jeriko i syv dage, så byens mure faldt. Ved at hjælpe de israelitiske spioner viste den prostituerede Rahab, at hun troede på Gud. Derfor blev hun ikke dræbt sammen med dem, der var ulydige. Behøver jeg sige mere? Det ville tage for lang tid at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og alle profeterne. Ved deres tro besejrede sådanne helte fjendtlige folkeslag, regerede med retfærdighed og så Guds løfter blive opfyldt. De lukkede løvers gab og overlevede brændende flammer. De undslap overlegne hære, fik ny kraft efter udmattelse, ny styrke i krig og slog fjendehære på flugt. Nogle kvinder havde tro til at få deres kære oprejst fra de døde. Nogle mennesker blev tortureret til døde, fordi de ikke ville fornægte deres tro. De ville hellere se frem til den kommende genopstandelse. Andre blev hårdt prøvet med hån og piskeslag, eller de blev kastet i fængsel og lagt i lænker. Nogle blev stenet, skåret midt over eller henrettet med sværd. Andre gik sultende rundt, klædt i fåre- eller gedeskind, forfulgte og mishandlede. De var for gode til denne verden. De måtte flygte gennem ørkener og over bjerge og skjule sig i bjerghuler eller huller i jorden. Alle dem, der her er omtalt, fik et godt vidnesbyrd for deres tro, men opnåede ikke at se Guds løfte opfyldt, for Gud havde en større plan om, at de ikke skulle nå målet, før vi fik chancen for at komme med.