RomerbrevetUddrag

Romerbrevet

DAG 40 AF 41

Varme hilsener

Paulus skriver sandsynligvis Romerbrevet fra Korinth, og nu præsenterer han sendebuddet. En omsorgsfuld kvinde ved navn Føbe medbringer brevet til Rom. Hun har en tjeneste i den kristne menighed i Korinths havneby, Kenkreæ, og de kristne i Rom må tage godt imod hende.

Dernæst sender Paulus en varm hilsen til en række navngivne personer og fællesskaber, skønt han aldrig selv har været i Rom. Måske har Paulus mødt dem i Korinth. Få år tidligere måtte mange jøder – herunder jødekristne – forlade Rom efter påbud fra kejser Claudius. Det fortælles, at det skyldtes uro blandt jøderne på grund af spørgsmålet om Kristus. Efter Claudius’ død har de jødekristne kunnet vende tilbage til Rom, hvor hele menigheden nu får brev fra Paulus med særlige hilsener til hans bekendte.

Brevhilsenerne er et udtryk for en kærlighed, hvor apostlen er i øjenhøjde, og omsorgen er gensidig og nødvendig. Navnene viser, at menigheden er sammensat af personer af forskellig oprindelse og status. Her er jøder og hedninger, og her er mænd og kvinder, som har vigtige tjenester. Trods det forudsætter Paulus enhed og fællesskab i menigheden.

Refleksion: Enhed, omsorg og fællesskab i menigheden er en rød tråd for apostlen og menigheden, han skriver til.

Info: Angående jødernes tidligere udrejsepåbud fra Rom, se ApG 18,1-2.

Dag 39Dag 41

Om denne plan

Romerbrevet

Romerbrevet giver en central og systematisk undervisning i, hvad kristen tro går ud på. Evangeliet, Guds retfærdighed, loven, Israel, det kristne liv og meget mere. Det kan med fordel læse langsomt og med kontinuerlig refleksion og bøn. Så venter der en fantastisk oplevelse - ja en guddommelig åbenbaring til håb og tro. Skrevet af Leif Andersen (1-5), Andreas Ipsen (6-8), Ole Andersen (9-11) og Kurt Kristensen (12-16)

More

Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/