Første KorintherbrevUddrag

Ét men forskellige

Vi hører sammen som kristne, fordi vi hører sammen med Kristus. Det er ham, der gør, at vi er en enhed ligesom lemmerne på et legeme.

Vi er med i menigheden, fordi Gud vil have os her. Han vil bruge os alle, men til forskellige ting. Alle skal ikke gøre det samme. Det er befriende. Jeg skal ikke gøre noget, jeg ikke kan og ikke er udrustet til. Der er andre til at tage sig af det. Jeg skal heller ikke klage over, at jeg ikke kan det, som andre kan. Jeg kan det, som Gud har udrustet mig til. Og til det vil Gud bruge mig. Det gælder alle kristne.

Uanset hvilken nådegave den enkelte kristne har fået, er det meningen, at den skal bruges til at tjene menigheden. Den er ikke givet til at ophøje sig selv, men til at bære menigheden, ligesom hvert enkelt lem på et legeme er givet for hele kroppens skyld. Der er ingen i menigheden, som kan eller skal gøre alt. Der er heller ikke noget lem på legemet, som kan gøre alt. Den menighed, som fungerer bedst, er den, hvor alle tjener med sin særlige nådegave.

Refleksion: En bøn – Gud, lad din nåde virke gennem mig på den måde, som du har tænkt, så jeg kan være med til at bygge din menighed her, hvor jeg bor.

Info: Ordet ”kirke” skal her ikke forstås som den lokale kirke. Det er den verdensomspændende kirke, der har disse nådegaver. Den lokale kirke har bare nogle af dem.