Zakariasʼ Bog 5:1-11
Zakariasʼ Bog 5:1-11 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og jeg opløftede atter mine Øjne og saa, og se, en flyvende Bogrulle! Og han sagde til mig: Hvad ser du? og jeg sagde: Jeg ser en flyvende Bogrulle, dens Længde tyve Alen og dens Bredde ti Alen. Da sagde han til mig: Dette er den Forbandelse, som udgaar over det ganske Land, thi hver den, som stjæler, skal efter den udryddes herfra, og hver den, som sværger, skal efter den udryddes derfra. Jeg lod den udgaa, siger den Herre Zebaoth, at den skal komme til Tyvens Hus og til hans Hus, som sværger falskelig ved mit Navn, og den skal blive Natten over i hans Hus og fortære det, baade dets Tømmer og dets Stene. Og Engelen, som talte med mig, gik ud og sagde til mig: Opløft dog dine Øjne, og se, hvad er dette, som der gaar ud? Og jeg sagde: Hvad er det? og han sagde: Dette er den Efa, som gaar ud; og han sagde: Dette er deres Øjemærke i hele Landet. Og se, et Laag af Bly blev løftet op, og da var der een Kvinde, som sad midt i Efaen; og han sagde: Dette er Ugudeligheden; og han kastede hende midt ned i Efaen og kastede Blyvægten for dens Munding. Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, to Kvinder gik frem, og der var Vind i deres Vinger, og de havde Vinger som Storkens Vinger, og de opløftede Efaen imellem Jorden og Himmelen. Og jeg sagde til Engelen, som talte med mig: Hvor føre disse Efaen hen? Og han sagde til mig: Hen at bygge hende et Hus i Landet Sinear, at hun, naar det er indrettet, kan sættes der paa sit Sted.
Zakariasʼ Bog 5:1-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
I det næste syn så jeg en bogrulle, der kom flyvende gennem luften. „Hvad ser du?” spurgte englen. „En flyvende bogrulle!” svarede jeg. „Den ser ud til at være omkring 10 m lang og 5 m høj.” „På den bogrulle har Herren skrevet en dom, som gælder alle i hele landet,” forklarede englen. „De, som stjæler og lyver, har længe nok undgået deres straf. Men nu sender jeg min dom over enhver, der stjæler, og over alle, der sværger falsk ved mit navn, siger Herren. Dommen vil ramme deres hjem og familier og ødelægge dem totalt.” Derefter kom englen igen hen til mig. „Kig op! Kan du se noget, der kommer svævende herhen?” spurgte han. „Ja, hvad er det?” spurgte jeg. „En tønde til at måle korn med, men den er fyldt med landets synder,” forklarede han. I det samme blev tøndens tunge blylåg løftet, og jeg så, at der sad en kvinde nede i den. „Den kvinde symboliserer ondskaben på jorden,” forklarede englen. Så skubbede han hende tilbage i tønden og lagde låget på. Da jeg kiggede op igen, så jeg to kvinder med storkevinger komme svævende gennem luften. De løftede tønden op og fløj af sted med den. „Hvor bærer de tønden hen?” spurgte jeg englen. „Til Babylon,” svarede han. „Der vil man bygge et tempel for kvinden, og når det er færdigt, vil man anbringe hende på en piedestal.”