Højsangen 2:9-13
Højsangen 2:8-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
„Jeg kan høre min elskedes stemme. Han er på vej hen til mig! Se, dér kommer han løbende over bjergene, springende ned ad bakkerne som en gazelle. Se, nu står han uden for muren, han kigger ind gennem vinduesgitteret. Min elskede siger til mig: ‚Stå op, min smukke! Kom med! Se, vinteren er forbi, nu er det forår. Blomster skyder op af jorden, fuglene synger af glæde, turtelduerne kurrer overalt i landet. De første figner er kommet, vinrankens blomster spreder deres duft. Stå op, min elskede! Kom, du skønne, kom med mig!’ ”
Højsangen 2:9-13 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort; se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret. Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem. Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort. Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land. Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!