Romerbrevet 9:19-33
Romerbrevet 9:19-33 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod? Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes? Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære? Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse, ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed? Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger, som han ogsaa siger hos Hoseas: „Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede, den elskede; og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.“ Men Esajas udraaber over Israel: „Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses. Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.“ Og som Esajas forud har sagt: „Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.“ Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig Retfærdigheden af Tro; men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov. Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men som af Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen, som der er skrevet: „Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.“
Romerbrevet 9:19-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Nu siger du måske: „Så kan Gud da ikke bebrejde os noget, for vi kan ikke gå imod Guds vilje.” Menneske dog! Tør du gå i rette med Gud? Mon det, som er skabt, har ret til at beklage sig over for Skaberen og sige: Hvorfor har du skabt mig sådan? Har pottemageren ikke ret til ud af den samme klump ler at lave enten en smuk vase eller en krukke til affald? Selvom Gud ønskede at udøve sin magt og straffe dem, som gjorde oprør imod ham, og som er på vej mod fortabelsen, så holdt han igen. Har han ikke ret til det? Han ønsker nemlig at vise sin overstrømmende kærlighed og nåde mod dem, han har beredt til at få del i hans herlighed. Vi hører med til dem, som har oplevet Guds tilgivelse, uanset om vi er af jødisk afstamning eller ej. Det nye Guds folk står omtalt hos Hoseas, hvor han siger: „Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde ‚mit folk’, og det folk, som jeg ikke viste nåde, vil jeg kalde ‚de benådede’.” Hoseas siger også: „På det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‚den levende Guds børn’.” Og Esajas råbte med smerte om det jødiske folk: „Selvom Israels folk er talrigt som sandet ved stranden, vil kun nogle få af dem blive reddet, for Herren vil gøre kort proces og føre straffen over landet til ende.” Det er, som Esajas også har forudsagt: „Hvis ikke den mægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra.” Hvad kan vi uddrage af alt det her? At folk, som ikke er jøder, og som ikke stræbte efter at blive accepteret af Gud, blev accepteret, vel at mærke på grund af deres tro. Men jøderne, som hele tiden stræbte efter det ved at prøve at overholde loven, opnåede det aldrig. Hvorfor ikke? Fordi de mente, at han ville godtage dem på grund af deres gode gerninger, ikke på grund af deres tro. De snublede over „anstødsstenen”, og dermed opfyldte de Skriftens ord: „Jeg lægger en anstødssten på Zions bjerg, og folk vil snuble over den. Men de, der tror på ham, vil ikke blive skuffede.”