Romerbrevet 8:31-34
Romerbrevet 8:31-34 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Hvad skulle vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulde han ikke ogsaa med ham skænke os alle Ting? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggør. Hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre Haand, som ogsaa gaar i Forbøn for os.
Romerbrevet 8:31-34 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Behøver jeg at sige mere? Når Gud er med os, hvem kan da besejre os? Gud ofrede sin egen søn for os! Når han har givet os så stor en gave, mon han så ikke også vil give os, hvad vi ellers har brug for? Når Gud har frikendt sine børn, hvem har så ret til at anklage dem? Når Kristus er død for os, hvem vover så at fordømme os? Ikke alene døde Kristus for os, men han blev oprejst fra de døde og sidder nu ved Guds højre hånd og beder inderligt for os.