Romerbrevet 4:1-12
Romerbrevet 4:1-12 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Hvad skulle vi da sige, at vor Stamfader Abraham har vundet efter Kødet? Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af Gerninger, har han Ros, men ikke for Gud. Thi hvad siger Skriften? „Og Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed.“ Men den, som gør Gerninger, tilregnes Lønnen ikke som Naade, men som Skyldighed; den derimod, som ikke gør Gerninger, men tror paa ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans Tro til Retfærdighed; ligesom ogsaa David priser det Menneske saligt, hvem Gud tilregner Retfærdighed uden Gerninger: „Salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd.“ Gælder da denne Saligprisning de omskaarne eller tillige de uomskaarne? Vi sige jo: Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskaaren, men da han havde Forhud. Og han fik Omskærelsens Tegn som et Segl paa den Troens Retfærdighed, som han havde som uomskaaren, for at han skulde være Fader til alle dem, som tro uden at være omskaarne, for at Retfærdighed kan blive dem tilregnet, og Fader til omskaarne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men ogsaa vandre i den Tros Spor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskaaren.
Romerbrevet 4:1-12 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Hvordan blev så Abraham, vores stamfar, accepteret af Gud? Hvis det var på grund af hans gode gerninger, så ville han have haft noget at rose sig af, dog ikke over for Gud. Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.” Løn er noget, man får udbetalt, fordi man har gjort sig fortjent til det ved at udføre et stykke arbejde – det er ikke en gave. Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud. Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på grundlag af deres tro. I Skriften har David også omtalt den lykke, det er at blive accepteret af Gud, uden at man har gjort sig fortjent til det ved selv at præstere noget. Hør blot, hvad han sagde: „Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet, hvis synderegister er slettet ud. Lykkelige er de mennesker, som Herren ikke tilregner skyld.” Gælder den lykke kun de omskårne, altså jøderne? Nej, den gælder også de uomskårne. Vi sagde jo lige, at Abraham blev accepteret af Gud, fordi han havde tro, og det skete, før han blev omskåret. Omskærelsen fik han bagefter som et konkret tegn på, at han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. På den måde blev han „troens far” og dermed også far til alle de uomskårne, som senere ville blive accepteret af Gud på grund af deres tro. Han er samtidig far til alle de omskårne, hvis de vel at mærke følger det eksempel på tro, som Abraham viste os, før han blev omskåret.