Johannesʼ Åbenbaring 7:1-17
Johannesʼ Åbenbaring 7:1-17 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Derefter så jeg fire engle stå ved de fire verdenshjørner. De holdt jordens fire vinde tilbage, så de ikke kunne blæse over land og hav eller mod noget træ. En femte engel trådte frem i den østlige horisont, og han havde den levende Guds segl med sig. Han råbte med høj røst til de fire engle, som havde fået magt til at skade både jord og hav: „Rør ikke jorden eller havet eller noget træ, før vi har mærket vores Guds tjeneres pander med hans segl.” Jeg hørte tallet på de beseglede. Det var 144.000 af alle Israels stammer, 12.000 fra hver af de 12 stammer: Juda, Ruben, Gad, Asher, Naftali, Manasse, Simeon, Levi, Issakar, Zebulon, Josef og Benjamin. Derefter lagde jeg mærke til en stor flok mennesker, som stod foran Lammet og Guds trone i Himlen, klædt i lange, hvide dragter og med palmegrene i hænderne. Der var mennesker fra alle folkeslag og sprog, og der var så mange, at ingen kunne tælle dem. De råbte: „Frelsen kom fra vores Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet!” Alle englene stod i en kreds omkring Guds trone og de 24 medregenter og de fire levende væsener. De faldt på knæ foran tronen, og med ansigtet mod jorden hyldede de Gud: „Ja, det er rigtigt! Gud skal have ære, tak og lovprisning i al evighed. Han har al herlighed, visdom, kraft og magt. Amen!” En af medregenterne vendte sig til mig og sagde: „Ved du, hvem de mennesker i hvide dragter er? Ved du, hvor de er kommet fra?” „Nej, herre,” svarede jeg, „men du ved det.” „De er kommet ud af den store trængsel,” sagde han. „De har gjort deres dragter rene i Lammets blod, så de er helt hvide. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans helligdom. Han, som sidder på tronen, vil tage sig af dem, og de skal aldrig mere sulte eller tørste eller døje under sol og hede. Lammet, der står ved tronen, vil være deres hyrde og lede dem til kilden med det livgivende vand, og Gud vil tørre hver tåre af deres kinder.”
Johannesʼ Åbenbaring 7:1-17 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og derefter saa jeg fire Engle staa paa Jordens fire Hjørner; de holdt Jordens fire Vinde, for at ingen Vind skulde blæse over Jorden, ej heller over Havet, ej heller over noget Træ. Og jeg saa en anden Engel stige op fra Solens Opgang med den levende Guds Segl; og han raabte med høj Røst til de fire Engle, hvem det var givet at skade Jorden og Havet, og sagde: Skader ikke Jorden, ej heller Havet, ej heller Træerne, førend vi have beseglet vor Guds Tjenere paa deres Pander. Og jeg hørte Tallet paa de beseglede, hundrede og fire og fyrretyve Tusinde beseglede af alle Israels Børns Stammer: af Judas Stamme tolv Tusinde beseglede, af Rubens Stamme tolv Tusinde, af Gads Stamme tolv Tusinde, af Asers Stamme tolv Tusinde, af Nafthalis Stamme tolv Tusinde, af Manasses Stamme tolv Tusinde, af Simeons Stamme tolv Tusinde, af Levis Stamme tolv Tusinde, af Isaskars Stamme tolv Tusinde, af Sebulons Stamme tolv Tusinde, af Josefs Stamme tolv Tusinde og af Benjamins Stamme tolv Tusinde beseglede. Derefter saa jeg, og se en stor Skare, som ingen kunde tælle, af alle Folkeslag og Stammer og Folk og Tungemaal, som stod for Tronen og for Lammet, iførte lange hvide Klæder og med Palmegrene i deres Hænder; og de raabte med høj Røst og sagde: Frelsen tilhører vor Gud, som sidder paa Tronen, og Lammet! Og alle Englene stode rundt om Tronen og om de Ældste og om de fire Væsener og faldt ned for Tronen paa deres Ansigt og tilbade Gud og sagde: Amen! Velsignelsen og Prisen og Visdommen og Taksigelsen og Æren og Kraften og Styrken tilhører vor Gud i Evighedernes Evigheder! Amen. Og en af de Ældste tog til Orde og sagde til mig: Disse, som ere iførte de lange hvide Klæder, hvem ere de? og hvorfra ere de komne? Og jeg sagde til ham: Min Herre! du ved det. Og han sagde til mig: Det er dem, som komme ud af den store Trængsel, og de have tvættet deres Klæder og gjort dem hvide i Lammets Blod. Derfor ere de foran Guds Trone og tjene ham Dag og Nat i hans Tempel; og han, som sidder paa Tronen, skal opslaa sit Telt over dem. De skulle ikke hungre mere, ej heller tørste mere, ej heller skal Solen eller nogen Hede falde paa dem. Thi Lammet, som er midt for Tronen, skal vogte dem og lede dem til Livets Vandkilder; og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne.