Johannesʼ Åbenbaring 5:6-13
Johannesʼ Åbenbaring 5:6-13 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og jeg saa, midt imellem Tronen med de fire Væsener og de Ældste stod et Lam, ligesom slagtet: det havde syv Horn og syv Øjne, hvilke ere de syv Guds Aander, som ere udsendte til hele Jorden. Og det kom og tog Bogen af hans højre Haand, som sad paa Tronen. Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskaaler fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner. Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen og aabne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemaal og Folk og Folkeslag, og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster, og de skulle være Konger paa Jorden. Og jeg saa, og jeg hørte rundt om Tronen og Væsenerne og de Ældste en Røst af mange Engle, og deres Tal var Titusinder Gange Titusinder, og Tusinder Gange Tusinder, og de sagde med høj Røst: Værdigt er Lammet, det slagtede, til at faa Kraften og Rigdom og Visdom og Styrke og Ære og Pris og Velsignelse! Og hver Skabning, som er i Himmelen og paa Jorden og under Jorden og paa Havet, ja, alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: Ham, som sidder paa Tronen, og Lammet tilhører Velsignelsen og Æren og Prisen og Magten i Evighedernes Evigheder!
Johannesʼ Åbenbaring 5:6-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Da så jeg en skikkelse som et lam, der stod ved tronen i midten, imellem de fire levende væsener og de 24 medregenter. Lammet så ud, som om det havde været slået ihjel. Det havde syv horn, og det havde syv øjne, der symboliserer Guds syv ånder, der er sendt ud over hele jorden. Lammet gik frem og tog bogrullen ud af hånden på ham, der sad på tronen. Idet Lammet tog bogrullen, udtrykte de fire levende væsener deres hyldest til det ved at kaste sig ned på knæ foran det. Det samme gjorde de 24 medregenter, og de havde hver en harpe og en guldskål fyldt med røgelse, som er Guds folks takoffer i form af bøn. De sang en ny sang, der lød således: „Du er værdig til at tage bogrullen og til at bryde dens segl. For du blev slået ihjel, og med dit blod løskøbte du mennesker fra alle sprog og folkeslag, for at de kunne tilhøre Gud. Du har gjort dem til præster og konger for vores Gud, og de skal regere på jorden.” Derefter hørte jeg en høj lyd, og jeg så tusindvis, ja millioner, af engle rundt om tronen og de fire levende væsener og de 24 medregenter. De sang med høj røst: „Det ofrede Lam er værdigt til at få magt og rigdom, visdom og styrke, ære, herlighed og lovprisning!” Samtidig hørte jeg alle levende skabninger i himlen, på jorden, under jorden og på havet synge: „Både han, der sidder på tronen, og Lammet, skal have lovprisning, ære, herlighed og magt i al evighed!”