Johannesʼ Åbenbaring 4:6-11
Johannesʼ Åbenbaring 4:6-11 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og foran Tronen er der som et Glarhav, ligesom Krystal, og midt for Tronen og rundt om Tronen fire levende Væsener, fulde af Øjne fortil og bagtil. Og det første Væsen ligner en Løve; og det andet Væsen ligner en Okse; og det tredje Væsen har Ansigt som et Menneske; og det fjerde Væsen ligner en flyvende Ørn. Og de fire Væsener have hvert især seks Vinger, rundt om og indadtil ere de fulde af Øjne; og uden Ophør sige de Dag og Nat: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den almægtige, han, som var, og som er, og som kommer! Og naar Væsenerne give Ære og Pris og Tak til ham, som sidder paa Tronen, ham, som lever i Evighedernes Evigheder, da falde de fire og tyve Ældste ned for ham, som sidder paa Tronen, og tilbede ham, som lever i Evighedernes Evigheder, og lægge deres Kranse ned for Tronen og sige: Værdig er du, vor Herre og Gud, til at faa Prisen og Æren og Magten; thi du har skabt alle Ting, og paa Grund af din Villie vare de, og bleve de skabte.
Johannesʼ Åbenbaring 4:6-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Foran tronen var der også noget ligesom et gennemsigtigt, krystalklart hav. Tæt rundt om Guds trone var der fire levende væsener med øjne overalt, både foran og bagpå. Det første levende væsen lignede en løve, det andet en okse, det tredje havde et ansigt som et menneske, og det fjerde lignede en ørn. De fire væsener havde hver seks vinger med øjne både på ydersiden og indersiden. Dag og nat råbte de uafbrudt: „Hellig, hellig, hellig er Herren, han, som har magten over alle ting, han, som var, og som er, og som kommer!” Hver gang de fire væsener med deres hyldest og tak ærede ham, der sad på tronen, ham, som lever i al evighed, bøjede de 24 medregenter sig ned for ham, og de hyldede ham. De tog deres sejrskranse af og lagde dem ned foran ham og råbte: „Herre, vores Gud, du er værdig til at få al ære, hyldest og magt, for du har skabt alle ting, og de eksisterer, fordi du ville det!”