Johannesʼ Åbenbaring 21:1-8
Johannesʼ Åbenbaring 21:1-8 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og jeg saa en ny Himmel og en ny Jord; thi den forrige Himmel og den forrige Jord var veget bort, og Havet var ikke mere. Og jeg saa den hellige Stad, det nye Jerusalem, stige ned fra Himmelen fra Gud, beredet som en Brud, der er smykket for sin Brudgom. Og jeg hørte en høj Røst fra Himmelen, som sagde: Se, Guds Telt er hos Menneskene, og han skal bo hos dem, og de skulle være hans Folk, og Gud selv skal være hos dem og være deres Gud. Og han skal aftørre hver Taare af deres Øjne, og Døden skal ikke være mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine skal være mere; thi det forrige er veget bort. Og han, som sad paa Tronen, sagde: Se, jeg gør alle Ting nye. Og han siger til mig: Skriv; thi disse Ord ere troværdige og sande. Og han sagde til mig: De ere skete. Jeg er Alfa og Omega, Begyndelsen og Enden. Jeg vil give den tørstige af Livets Vands Kilde uforskyldt. Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min Søn. Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de utugtige og Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne, deres Lod skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død.
Johannesʼ Åbenbaring 21:1-8 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Derefter så jeg en ny himmel og en ny jord, for den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var der ikke mere. Jeg så den hellige by, det ny Jerusalem, være på vej ned fra Himlen parat til at tage imod sine indbyggere som en brud, der har smykket sig og er parat til at møde sin brudgom. Så hørte jeg en høj stemme fra tronen: „Se! Guds bolig er nu hos menneskene. Han vil bo sammen med dem, og de skal være hans folk. Han vil tørre hver en tåre af deres kind, og der skal ikke længere være død eller sorg, skrig eller smerte. Alt det gamle er forbi.” Han, der sad på tronen, sagde: „Se, jeg gør alting nyt!” Og han fortsatte: „Skriv det ned, for det er troværdige og sande ord.” Så sagde han til mig: „Nu er det sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og afslutningen. De, der tørster, vil jeg frit lade drikke af kilden med det livgivende vand. De, der sejrer, vil få del i alt dette. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mine børn. Men de, der mangler tillid til og tro på Gud, de afskyelige mennesker og voldsmændene, de, der lever i seksuel synd, de okkulte og de, der dyrker afguder, og alle løgnerne – deres plads er i søen, der brænder med ild og svovl. Det er den anden død.”