Johannesʼ Åbenbaring 19:11-16
Johannesʼ Åbenbaring 19:11-16 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og jeg saa Himmelen aaben, og se en hvid Hest, og han, som sad paa den, kaldes trofast og sanddru, og han dømmer og kæmper med Retfærdighed. Men hans Øjne vare Ildslue, og paa hans Hoved var der mange Kroner; han havde et Navn skrevet, hvilket ingen kender, uden han selv; og han var iført en Kappe, dyppet i Blod, og hans Navn kaldes: Guds Ord. Og Hærene i Himmelen fulgte ham paa hvide Heste, iførte hvidt, rent Linklæde. Og af hans Mund udgik der et skarpt Sværd, for at han dermed skulde slaa Folkeslagene; og han skal vogte dem med en Jernstav, og han skal træde Guds, den almægtiges, Vredes Harmes Vinperse. Og paa Kappen, paa sin Lænd har han et Navn skrevet: Kongers Konge og Herrers Herre.
Johannesʼ Åbenbaring 19:11-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Derefter så jeg Himlen blive åbnet, og en person kom ridende på en hvid hest. Han blev kaldt „Trofast og Sand”, for han dømmer retfærdigt og fører kun retfærdig krig. Hans øjne strålede som ild. På hovedet havde han mange kroner, og der stod et navn, som kun han selv kan tyde. Kappen, han havde om sig, var dyppet i blod, og hans navn var „Guds Ord”. En meget stor flok ryttere kom ud fra Himlen på hvide heste. De var iført skinnende hvide klæder og sluttede sig til den første rytter. I munden havde han et skarpt sværd, som han vil bruge mod folkeslagene, for han vil regere over dem med et jernscepter og udføre den højeste Guds straf, som når man træder druer i en vinperse. På hans kappe og hans lår stod der en beskrivelse: „Kongen over alle konger” og „Herren over alle herrer”.