Johannesʼ Åbenbaring 18:12-24

Johannesʼ Åbenbaring 18:12-24 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Ladning af Guld og Sølv og Ædelstene og Perler og fint Linned og Purpur og Silke og Skarlagen og alle Haande vellugtende Træ og alle Haande Arbejde af Elfenben og alle Haande Arbejde af kostbart Træ og af Kobber og Jern og Marmor, og Kanelbark og Haarsalve og Røgelser og Salve og Virak og Vin og Olie og fint Mel og Hvede og Okser og Faar og Heste og Vogne og Slaver, ja, Menneskesjæle. Og den Frugt, din Sjæl lystedes ved, er vegen fra dig, og alt det lækre og glimrende er forbi for dig, og man skal aldrig finde det mere. De, som handlede dermed og ere blevne rige ved hende, skulle staa langt borte af Frygt for hendes Pinsel grædende og sørgende og sige: Ve! ve! den store Stad, som var klædt i fint Linned og Purpur og Skarlagen og straalede af Guld og Ædelstene og Perler; thi i een Time er saa stor en Rigdom lagt øde. Og alle Styrmænd og alle Skippere og Søfolk og alle, som arbejde paa Havet, stode langt borte og raabte, da de saa Røgen af hendes Brand, og sagde: Hvor var der Mage til den store Stad? Og de kastede Støv paa deres Hoveder og raabte grædende og sørgende og sagde: Ve! ve! den store Stad, hvori alle, som havde Skibe paa Havet, berigedes ved dens Pragt; thi i een Time er den bleven lagt øde. Fryd dig over den, du Himmel, og I hellige og Apostle og Profeter! fordi Gud har skaffet eder Ret over den. Og en vældig Engel løftede en Sten som en stor Møllesten og kastede den i Havet og sagde: Saaledes skal Babylon, den store Stad, nedstyrtes i Hast og ikke findes mere. Og Lyd af Harpespillere og Sangere og Fløjtespillere og Basunblæsere skal ikke høres i dig mere; og ingen Kunstner i nogen Kunst skal findes i dig mere; og Lyd af Mølle skal ikke høres i dig mere; og Lys af Lampe skal ikke skinne i dig mere, og Brudgoms og Bruds Røst skal ikke høres i dig mere, fordi dine Købmænd vare Jordens Stormænd, fordi alle Folkeslagene bleve forførte ved dit Trylleri. Og i den blev Profeters og helliges Blod fundet og alle deres, som ere myrdede paa Jorden.

Johannesʼ Åbenbaring 18:11-24 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Jordens handelsmænd vil græde og sørge over hende, fordi ingen mere køber deres varer, deres ladninger af guld, sølv, ædelsten, perler, fint linned, silke og kostbare stoffer, fornemt træ, udsøgte elfenbens- og træskærerarbejder, samt fine ting af kobber, jern og marmor. Der er heller ikke salg i deres kostbare krydderier, røgelse, parfumer, vin, olivenolie, fint mel, hvede, køer, får, heste, vogne og slaver. Deres tanker går til den ødelagte by: ‚De vidunderlige ting, du satte så stor pris på, kan du ikke nyde længere, og alle dine kostbarheder er ødelagt. Det er alt sammen forbi for evigt.’ Handelsmændene, der har tjent formuer ved at sælge deres varer til hende, holder sig på lang afstand af frygt for, at hendes plager skal ramme dem. De vil græde og sørge og råbe: ‚Ak og ve! Det var en mægtig by, den var som en dronning klædt i det fineste purpur og skarlagenrøde klæder, smykket med guld, ædelsten og perler. Al den umådelige rigdom blev ødelagt – på én time.’ Alle, der sejler på havene, styrmænd, kaptajner og menige søfolk stod på lang afstand, og mens de så på røgen fra brandtomten, råbte de: ‚Verdens rigeste by ligger i ruiner!’ De sørgede og græd, kastede støv på hovedet og råbte: ‚Ak og ve. Hvilken storslået by! Alle, der havde skibe på havet, blev rige på grund af dens købekraft. Men nu er den lagt i aske – på én time!’ ” Til slut råbte stemmen: „Fryd dig, Himmel! Glæd jer, I som tilhører Gud! Glæd jer, apostle og profeter! For Gud har givet jer oprejsning og dømt hende, der kæmpede imod jer.” En vældig engel tog en sten, der var så stor som en møllesten, kastede den i havet og råbte: „Så hurtigt og voldsomt vil den store by, Babylon, blive fjernet fra jordens overflade. Aldrig mere skal der lyde sang eller musik derfra, hverken harper, fløjter eller trompeter. Aldrig mere vil man høre den kendte lyd af håndværkere i arbejde eller kvinder ved kværnen. Aldrig mere skal der tændes en lampe, og ingen brudepars glade stemmer skal høres. Denne bys handelsmænd var de rigeste i verden. Alle folkeslag blev forført af byens besnærende rigdom. Og den var skyld i, at Guds folk og profeter ud over hele verden blev slået ihjel.”