Johannesʼ Åbenbaring 17:1-18

Del

Johannesʼ Åbenbaring 17:1-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

En af de syv engle, som hver havde fået en skål med Guds vrede, kom hen for at tale med mig. „Kom!” sagde han. „Jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som bor ved de mange vande. Jordens konger har forgudet hende, og alle, der bor på jorden, har beruset sig i hendes forførende vin.” Englen bragte mig i ånden ud i en ørken, hvor jeg så en kvinde sidde på et skarlagenrødt uhyre, der havde syv hoveder og ti horn. Uhyret var fuldt af blasfemiske ord. Kvinden var klædt i kostbart, purpurfarvet og skarlagenrødt tøj, og hun havde smykket sig med guld, ædelsten og perler. I hånden havde hun et guldbæger, som var fyldt til randen med modbydelige og urene symboler på hendes onde handlinger. På hendes pande var der skrevet et hemmelighedsfuldt navn: „Det Mægtige Babylon, igangsætteren af al jordens modbydelighed og afguderi.” Og jeg så, at kvinden var beruset efter at have drukket blodet fra de mennesker, der troede på Jesus og ikke fornægtede ham. Jeg blev meget forundret, da jeg så hende. Englen sagde til mig: „Hvorfor er du forundret? Lad mig forklare dig hemmeligheden om kvinden og det uhyre med de syv hoveder og ti horn, som hun sidder på. Uhyret har haft stor magt, men har det ikke nu. Det vil stige op fra afgrunden med ny magt, men det går sin undergang i møde. Alle dem, der bor på jorden, hvis navne ikke fra verdens grundlæggelse har været skrevet i livets bog, vil fyldes af beundring for det uhyre, som var engang, ikke er nu, men snart kommer tilbage. Her gælder det om at have visdom. De syv hoveder symboliserer de syv høje, som kvinden sidder på, men de viser også hen til syv konger. Fem er faldet, en regerer nu, og den sidste er endnu ikke kommet. Når han kommer, vil han kun have magt i kort tid. Selve uhyret, som var engang, men ikke er nu, symboliserer en konge nummer otte, af samme art som de syv, men også den konge vil gå sin undergang i møde. De ti horn symboliserer ti fyrster, som ikke har noget at regere over, men i en kort periode vil de få lov at regere sammen med uhyret. De ti har fælles mål og tanke, og de stiller deres magt og indflydelse til rådighed for uhyret. De vil gå til angreb på Lammet, men Lammet vil sejre over dem, fordi han er Kongen over alle konger og har magten over alle magthavere. Og de, der står på Lammets side, er de kaldede, udvalgte og trofaste.” Derefter sagde englen til mig: „De mange vande du så, dér hvor skøgen bor, symboliserer alverdens folkemasser, alle folkeslag og sprog. Uhyret og de ti horn vil senere hade skøgen og ødelægge hende. De vil rive tøjet af hende, fortære hendes kød og brænde resterne op. Det var nemlig en del af Guds plan, at de ti konger skulle underkaste sig uhyrets vilje, indtil Guds ord er gået i opfyldelse. Kvinden, som du så sidde på de syv høje, symboliserer Den Store By, som alle jordens herskere bøjer sig for.”

Johannesʼ Åbenbaring 17:1-18 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og en af de syv Engle, som havde de syv Skaaler, kom og talte med mig og sagde: Kom! jeg vil vise dig Dommen over den store Skøge, som sidder over mange Vande, med hvem Jordens Konger have bolet, og de, som bo paa Jorden, ere blevne drukne af hendes Utugts Vin. Og han førte mig i Aanden ud i en Ørken; og jeg saa en Kvinde siddende paa et skarlagenfarvet Dyr, som var fuldt af Bespottelsens Navne; det havde syv Hoveder og ti Horn. Og Kvinden var klædt i Purpur og Skarlagen og straalede af Guld og Ædelstene og Perler; hun havde et Guldbæger i sin Haand, fuldt af Vederstyggeligheder og hendes Utugts Urenheder. Og paa hendes Pande var skrevet et Navn, en Hemmelighed: Babylon den store, Moderen til Jordens Skøger og Vederstyggeligheder. Og jeg saa Kvinden, drukken af de helliges Blod og af Jesu Vidners Blod; og jeg undrede mig i stor Forundring, da jeg saa hende. Og Engelen sagde til mig: Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige dig Hemmeligheden med Kvinden og med Dyret, som bærer hende, og som har de syv Hoveder og de ti Horn. Dyret, som du saa, har været og er ikke, og det skal stige op af Afgrunden og gaa bort til Fortabelse; og de, som bo paa Jorden, skulle undre sig, de, hvis Navne ikke ere skrevne i Livets Bog fra Verdens Grundlæggelse, naar de se, at Dyret var og er ikke og skal komme. Her gælder det den Forstand, som har Visdom. De syv Hoveder ere syv Bjerge, paa hvilke Kvinden sidder, og de ere syv Konger. De fem ere faldne, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og naar han kommer, skal han blive en liden Tid. Og Dyret, som var og er ikke, er baade selv en ottende og er en af de syv og farer bort til Fortabelse. Og de ti Horn, som du saa, ere ti Konger, som endnu ikke have faaet Rige, men faa Magt som Konger een Time sammen med Dyret. Disse have eet Sind, og deres Kraft og Magt give de til Dyret. Disse skulle føre Krig med Lammet, og Lammet skal sejre over dem — fordi det er Herrers Herre og Kongers Konge — og de, som ere med det, de kaldede og udvalgte og trofaste. Og han sagde til mig: De Vande, som du saa, der hvor Skøgen sidder, ere Folk og Skarer og Folkeslag og Tungemaal. Og de ti Horn, som du saa, og Dyret, disse ville hade Skøgen og gøre hende øde og nøgen og æde hendes Kød og opbrænde hende med Ild. Thi Gud har indgivet dem i deres Hjerte at gøre efter hans Sind og at handle af eet Sind og at give Dyret deres Kongemagt, indtil Guds Ord blive fuldbyrdede. Og Kvinden, som du saa, er den store Stad, som har Herredømme over Jordens Konger.