Salmernes Bog 71:3-8
Salmernes Bog 71:3-8 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning. Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker. Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af. Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig. Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid. Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.
Salmernes Bog 71:3-8 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Vær du min fæstning, mit tilflugtssted, hvor mine fjender ikke kan nå mig. Ja, du er min klippeborg og min fæstning. Min Gud, red mig fra de onde mennesker, fra de frygtelige voldsmænds kløer. Min Herre og min Gud, jeg sætter min lid til dig, fra barndommen af har jeg stolet på dig. Jeg har været i din varetægt, siden jeg blev født, jeg har altid kunnet støtte mig til dig. Jeg takker dig hver eneste dag. Mit liv vidner om din trofasthed, jeg har altid kunnet regne med din hjælp. Jeg priser og ærer dig dagen lang, fortæller om din storhed til alle og enhver.