Salmernes Bog 37:31-40
Salmernes Bog 37:31-40 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Hans Guds Lov er i hans Hjerte; hans Trin skulle ikke glide. En ugudelig lurer paa den retfærdige og søger efter at dræbe ham. Herren skal ikke overlade ham i hans Haand og ej kende ham skyldig, naar han dømmes. Bi efter Herren og var paa hans Vej, saa skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal se paa de ugudeliges Udryddelse. Jeg saa en ugudelig, en Voldsmand; han udbredte sig som et grønt Rodskud. Men han forsvandt og se, han var ikke mere; og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke. Tag Vare paa den retsindige, og se hen til den oprigtige, thi Fredens Mand har en Fremtid. Men Overtrædere skulle ødelægges til Hobe; de ugudeliges Fremtid er borte. Men de retfærdiges Frelse er af Herren, han er deres Styrke i Nødens Tid. Og Herren skal hjælpe dem og udfri dem; han skal udfri dem fra de ugudelige og frelse dem; thi de have forladt sig paa ham.
Salmernes Bog 37:31-40 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Guds lov er skrevet i deres hjerter, derfor farer de aldrig vild. Skurke lægger sig ofte i baghold og prøver at få ram på de uskyldige. Men Herren svigter ikke dem, der stoler på ham, han får dem frikendt, hvis de stilles for retten. Tålmodigt må du vente på Herren og vandre på hans vej. Så vil du få landet i eje. Du får lov at se de gudløses undergang. Voldsmænd er store og stærke som mægtige knejsende træer. Men går man senere forbi deres hus, er de væk. Det er forgæves at kigge efter dem. Ydmyge og ærlige mennesker bør du lægge mærke til, for de, der skaber fred, har en lykkelig fremtid. Men gudløse oprørere skal udryddes, de onde har ingen fremtid. Herren beskytter dem, der adlyder ham, han redder dem ud af deres problemer. Han hjælper dem og befrier dem, han redder dem fra de ondes angreb, for de søger tilflugt hos ham.