Salmernes Bog 23:1-6
Salmernes Bog 23:1-6 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
En Psalme af David. Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes. Han lader mig ligge i skønne Græsgange; han leder mig til de stille rindende Vande. Han vederkvæger min Sjæl; han fører mig paa Retfærdigheds Veje for sit Navns Skyld. Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig. Du bereder et Bord for mig over for mine Fjender; du har salvet mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. Ikkun godt og Miskundhed skal følge mig alle mine Livsdage, og jeg skal blive i Herrens Hus igennem lange Tider.
Salmernes Bog 23:1-6 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herren er min hyrde, han sørger altid for mig. Han leder mig til grønne enge og fører mig til stille vandløb. Han giver mig ny styrke, og leder mig på den rette vej, for han er en god og trofast Gud. Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal, har jeg dog intet at frygte, for du går ved min side, din hyrdestav beskytter mig. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du gør mig til æresgæst og fylder mit bæger til randen. Din godhed og trofaste nåde følger mig livet igennem. Og jeg får lov at bo i dit hus, så længe jeg lever.