Salmernes Bog 139:1-18
Salmernes Bog 139:1-18 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Herre! du har ransaget mig og kender mig. Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra. Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje. Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen. Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand. Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det. Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt? Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav, saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast. Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig. Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset. Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv. Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel. Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb . Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen. Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum! Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
Salmernes Bog 139:1-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herre, du ved alt om mig, du kender mit hjerte til bunds. Du er klar over alt, hvad jeg gør, du kender mine inderste tanker. Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten, du lægger mærke til al min færden. Du ved, hvad jeg vil sige, før jeg kan nå at åbne munden. Du omgiver mig på alle sider, lægger din skærmende hånd på mig. Det er næsten for godt til at være sandt. Jeg fatter ikke din uendelige godhed. Jeg når aldrig uden for din rækkevidde, hvor jeg end er, er du nær hos mig. Farer jeg op til himlen, da møder du mig der. Stiger jeg ned i dødsriget, da møder du mig der. Flyver jeg mod øst på morgenrødens vinger, rejser jeg mod vest over det store hav, så vil din hånd også lede mig der, din højre hånd holde mig fast. Bad jeg mørket om at skjule mig, befalede jeg dagen at blive til nat, så ville mørket ikke være mørkt for dig, for nat eller dag gør ingen forskel. Du har skabt mig som den, jeg er, du formede mig i min mors mave. Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt, dit skaberværk er fantastisk. Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte, da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke. Mens jeg endnu var et foster, så du mig. Mit livsløb var planlagt og skrevet ned i din bog, længe før jeg så dagens lys. Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud, de overgår langt, hvad jeg kan fatte. Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet. Jeg ville aldrig nå til ende med dem.