Salmernes Bog 119:25-40
Salmernes Bog 119:25-40 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord! Jeg opregnede mine Veje, og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke! Lad mig forstaa dine Befalingers Vej, og jeg vil grunde paa dine underfulde Gerninger. Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord! Vend Løgnens Vej fra mig, og skænk mig Naade i din Lov! Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig. Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; Herre! lad mig ikke beskæmmes. Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit. Lær mig, Herre! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil Enden. Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte. Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst; Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ikke til ulovlig Vinding. Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed; hold mig i Live paa din Vej! Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig. Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode. Se, jeg har Længsel efter dine Befalinger; hold mig i Live ved din Retfærdighed!
Salmernes Bog 119:25-40 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Jeg er nedslået og fortvivlet. Giv mig nyt mod ved dit ord. Jeg fortalte dig det hele, og du hjalp mig. Lær du mig nu dine principper. Jeg vil gerne forstå hensigten med dine bud, og jeg beundrer dine gode love. Jeg føler mig så udkørt og trist. Styrk mig ved dit ord. Jeg vil altid være ærlig over for dig, lad din lov forvandle min karakter. Jeg har valgt at være trofast, sat mig for at følge dine lovbud. Jeg klynger mig til dit ord, for jeg ved, du ikke skuffer mig, Herre. Jeg vil ivrigt adlyde alle dine bud, for du har givet mig viljen til at gøre det. Lær mig at følge dine love, Herre, så jeg altid er lydig imod dem. Lad mig vokse i forståelsen af din lov, så jeg kan holde den af hele mit hjerte. Led mig fremad på lydighedens vej, for at følge dine bud er min lyst. Lad mit hjertes ønske være at følge dit ord i stedet for at stræbe efter penge og profit. Livet uden dig er ikke andet end tomhed, men at følge dit ord giver mig indhold i livet. Lad mig hvile i troen på dine løfter, som gælder alle, der adlyder dig. Lad dem, der håner mig, blive til skamme, for jeg ved, at dine bud er gode. Længslen efter dine love ligger i mit hjerte, hjælp mig til altid at efterleve dem.