Salmernes Bog 119:1-35

Salmernes Bog 119:1-35 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i Herrens Lov. Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte; og de, som ikke øve Uretfærdighed, men vandre paa hans Veje. Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes. Gid mine Veje maatte stadfæstes, at jeg kan holde dine Skikke; da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud. Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende. Jeg vil holde dine Skikke, forlad mig ikke aldeles. Hvormed skal en ung holde sin Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord. Jeg søgte dig af mit ganske Hjerte, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skulde synde imod dig. Lovet være du, Herre! lær mig dine Skikke. Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme. Jeg glædede mig ved dine Vidnesbyrds Vej som over alle Skatte. Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier. Jeg finder min Lyst i dine Skikke, jeg vil ikke glemme dit Ord. Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord. Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov. Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! Min Sjæl er knust, saa at jeg længes efter dine Domme alle Tider. Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud. Vælt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd. Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod mig; men din Tjener grunder paa dine Skikke. Jeg finder min Lyst i dine Vidnesbyrd, de ere mit Raads Mænd. Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord! Jeg opregnede mine Veje, og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke! Lad mig forstaa dine Befalingers Vej, og jeg vil grunde paa dine underfulde Gerninger. Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord! Vend Løgnens Vej fra mig, og skænk mig Naade i din Lov! Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig. Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; Herre! lad mig ikke beskæmmes. Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit. Lær mig, Herre! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil Enden. Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte. Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst

Salmernes Bog 119:1-35 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Velsignede er de, som gør Guds vilje, alle de, som adlyder Herrens love. Velsignede er de, som holder fast ved hans bud, og søger ham af hele deres hjerte. Vi ved, at han ønsker, vi skal følge hans vej, derfor vælger vi at gøre hans vilje. Vi kender dine befalinger, Herre, som du forventer, vi følger til punkt og prikke. Hvor ville jeg dog inderligt ønske, at jeg kunne følge dine bud uden at vakle. Ved at fokusere på alle dine befalinger undgår jeg at blive gjort til skamme. Vore hjerter bryder ud i tak, når vi forstår dine retfærdige love. Vær tålmodig med mig, for jeg ønsker at adlyde dine bud. Jeg opfordrer de unge til at følge dit ord, for det hjælper dem til at blive på din vej. Jeg søger dig af hele mit hjerte, lad mig ikke fare vild fra dine bud. Jeg gemmer dine løfter i mit hjerte for ikke at synde imod dig. Jeg lover og priser dig, Herre, lær mig alle dine lovbud. Jeg gentager igen og igen alle de bud, du har givet mig. Jeg glæder mig over dine befalinger, som var de alverdens rigdomme. Jeg grunder over dine formaninger og holder fast ved dine forskrifter. Jeg glæder mig over din vejledning og vil aldrig glemme dit ord. Lad din godhed omslutte mig, så jeg kan tjene dig hele mit liv. Luk mine øjne op, så jeg kan se de vidunderlige ting i din lov. Livet her på jorden er kort, og jeg har brug for dine love til at lede mig. Længslen efter at kende dig ligger i mit hjerte, mind mig om dine love hver eneste dag. Lovløse mennesker, der gør oprør mod dig, vil blive dømt for deres egenrådige stolthed. Lad dem ikke hovere over mig, fordi jeg adlyder dine bud. Lederne i samfundet bagtaler mig, men jeg vil tjene dig og handle på dit ord. Lovene, du har givet mig, gør mig glad, og jeg ønsker at følge din vejledning. Jeg er nedslået og fortvivlet. Giv mig nyt mod ved dit ord. Jeg fortalte dig det hele, og du hjalp mig. Lær du mig nu dine principper. Jeg vil gerne forstå hensigten med dine bud, og jeg beundrer dine gode love. Jeg føler mig så udkørt og trist. Styrk mig ved dit ord. Jeg vil altid være ærlig over for dig, lad din lov forvandle min karakter. Jeg har valgt at være trofast, sat mig for at følge dine lovbud. Jeg klynger mig til dit ord, for jeg ved, du ikke skuffer mig, Herre. Jeg vil ivrigt adlyde alle dine bud, for du har givet mig viljen til at gøre det. Lær mig at følge dine love, Herre, så jeg altid er lydig imod dem. Lad mig vokse i forståelsen af din lov, så jeg kan holde den af hele mit hjerte. Led mig fremad på lydighedens vej, for at følge dine bud er min lyst.

Salmernes Bog 119:1-35

Salmernes Bog 119:1-35 BPHSalmernes Bog 119:1-35 BPHSalmernes Bog 119:1-35 BPH

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik