Salmernes Bog 109:16-31
Salmernes Bog 109:16-31 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. Han elskede Forbandelse, den kom ogsaa over ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig, og som et Bælte, hvilket han altid ombinder sig med. Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl! Men du, Herre, Herre! gøre vel imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god. Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig. Jeg svinder bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe. Mine Knæ rave af Faste, og mit Kød er magert og har ingen Fedme. Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved. Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed, at de maa kende, at dette er din Haand; du, Herre! du har gjort det. Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes. Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe. Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange; thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.
Salmernes Bog 109:16-31 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Han havde ikke tanke for andres vel, men forfulgte de fattige, pinte de fortvivlede til døde. Han elskede at forbande, så lad ham være forbandet. Han ønskede ikke at velsigne andre, så lad være med at velsigne ham. At forbande andre var en livsstil for ham, det gennemtrængte ham fuldstændigt. Lad hans forbandelser ramme ham selv og dække ham som det tøj, han har på, det bælte, han bærer.” Må Herren hævne sig på disse mine fjender, der udslynger løgne og dødstrusler imod mig. Herre, frels mig, for du er trofast. Lad mig opleve din nåde og godhed. Jeg er i stor nød, mit hjerte hamrer af angst. Mit liv er kortvarigt som en skygge, der forsvinder, det bliver viftet væk som en flue. Jeg er så udmattet af at faste, at mine knæ ryster, jeg er kun skind og ben. Folk ser på mig med foragt, de ryster på hovedet, når de ser mig. Hjælp mig, min Herre og Gud, red mig, for du er trofast. Så vil de se, at det er dig, der griber ind. De vil forstå, Herre, at det var dig, der reddede mig. Lad dem bare forbande, for du velsigner mig. Deres angreb vil mislykkes, så de ydmyges, mens jeg fryder mig. Lad mine fjender blive gjort skamfulde, lad ydmygelsen omgive dem som en kappe. Da vil jeg takke dig, Herre, af hele mit hjerte. Jeg vil prise dig i alles påhør. For du er på de svages side, du forsvarer dem overfor deres fjender.