Ordsprogenes Bog 3:1-35

Ordsprogenes Bog 3:1-35 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud. Thi et langt Liv og mange Aar at leve i og Fred skulle de bringe dig rigeligt. Miskundhed og Sandhed forlade dig ej; bind dem om din Hals, skriv dem paa dit Hjertes Tavle; saa skal du finde Naade og god Forstand for Guds og Menneskens Øjne. Forlad dig paa Herren af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand! Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette. Vær ikke viis i dine egne Øjne; frygt Herren, og vig fra det onde! Det skal være en Lægedom for din Navle og en Vædske for dine Ben. Ær Herren af dit Gods og af al din Avls Førstegrøde: Saa skulle dine Lader blive fulde med Overflod og dine Persekar flyde over af Most. Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og vær ikke utaalmodig ved hans Revselse. Thi Herren revser den, som han elsker, og som en Fader den Søn, i hvem han har Behag. Saligt er det Menneske, som har fundet Visdom, og det Menneske, som vinder Forstand. Thi det er bedre at købe den end at købe Sølv, og at vinde den er bedre end Guld. Den er dyrebarere end Perler og alt det, du har Lyst til, kan ikke lignes ved den. I dens højre Haand er langt Liv, i dens venstre er Rigdom og Ære. Dens Veje ere yndige Veje, og alle dens Stier ere Fred. Den er Livsens Træ for dem, som gribe den, og hver den, som holder fast paa den, skal prises salig. Herren har grundfæstet Jorden med Visdom, han har beredt Himlene med Forstand. Ved hans Kundskab skiltes Dybene, og ved den dryppe Skyerne med Dug. Min Søn! lad dem ikke vige fra dine Øjne, bevar Fasthed og Kløgt. Og de skulle være Liv for din Sjæl og et Smykke for din Hals. Da skal du vandre tryggelig paa din Vej, og du skal ikke støde din Fod. Naar du lægger dig, da skal du ikke frygte, og naar du har lagt dig, skal din Søvn være sød. Du skal ikke frygte for pludselig Skræk, ej heller for Ødelæggelsen over de ugudelige, naar den kommer. Thi Herren skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod fra at fanges. Hold ikke godt tilbage fra dem, som trænge dertil, naar din Haand har Evne til at gøre det. Sig ikke til din Næste: Gak bort og kom igen, og i Morgen vil jeg give, naar du dog har det. Optænk ikke ondt imod din Ven, naar han bor tryggelig hos dig. Træt ikke med et Menneske uden Aarsag, naar han ikke har gjort dig ondt. Misund ikke en Voldsmand, og udvælg ikke nogen af alle hans Veje! Thi Herren har Vederstyggelighed til den, som er forvendt, men hans fortrolige Omgang er med de oprigtige. Herrens Forbandelse er i den ugudeliges Hus, men han velsigner de retfærdiges Bolig. Dersom de ere Spottere, da skal han spotte dem, men de ydmyge skal han give Naade. De vise skulle arve Ære, men Daarerne skulle faa Skam til Del.

Ordsprogenes Bog 3:1-35 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Glem ikke, hvad jeg fortæller dig, min søn. Tag imod min vejledning og følg den. Så vil du få et langt og rigt liv og opleve mange gode år. Hold fast ved sandhed og troskab, bær dem som et smykke om din hals, skriv dem på dit hjertes tavle. Gør du det, vil du møde velvilje både fra Gud og mennesker. Stol på Herren af hele dit hjerte, følg ikke kun dine egne tanker. Søg Guds vilje i alt, hvad du gør, så vil han lade livet lykkes for dig. Vær ikke selvklog og egenrådig, adlyd Herren og tag afstand fra det onde, det giver sundhed til sjæl og krop, styrke til hele dit legeme. Brug din rigdom til ære for Herren, giv ham det første af hele din indtægt. Så vil han fylde din lade med korn og dine vinbeholdere med vin. Mit barn, strit ikke imod, når Herren opdrager på dig, bliv ikke bitter, når han sætter dig i rette. Det er jo dem, han elsker, han opdrager på, som når en far irettesætter sin elskede søn. Velsignede er de, der vinder sig visdom, lykkelige de, som opnår indsigt. Hvad de vinder, er vigtigere end sølv, det, de opnår, er bedre end guld. Visdom er mere værd end juveler, ingen skatte kan måle sig med den. Den giver dig et langt og lykkeligt liv og desuden både rigdom og ære. Den leder dig ad herlige stier og fører dig fremad i fred. Visdom er et livets træ for dem, der tager imod den. Velsignede er de, der klynger sig til den. Herren skabte jorden ved hjælp af sin visdom, han brugte sin indsigt til at danne himlen. På hans kundskabs ord brød jordens kilder frem, og skyerne begyndte at sende væde. Bevar din dømmekraft og omtanke, tab dem aldrig af syne, min søn. De får dit liv til at lykkes og giver dig ære og respekt. Så kan du færdes med sikre skridt, dine fødder vil ikke snuble. Så kan du gå til ro uden at være bange, lægge dig ned og nyde din søvn. Du frygter ikke en pludselig fare, ængstes ikke, når gudløse straffes, for du regner med Herrens hjælp, han bevarer dine fødder fra fælden. Afslå ikke at hjælpe nogen, hvis du er i stand til det. Sig ikke: „Kom igen i morgen, så skal jeg hjælpe dig,” hvis du har, hvad der er brug for. Du må ikke pønse på ondt imod dem, som har tillid til dig. Lad være at starte et skænderi med nogen, som intet ondt har gjort dig. Vær aldrig misundelig på en voldsmands magt, tag ikke ved lære af ham. For Herren hader uretfærdighed, men han holder sig nær til de retskafne. Herren forbander de gudløses huse, men de retskafnes hjem velsigner han. Herren modarbejder de hovmodige, men de ydmyge viser han nåde. Herren lønner de vise med ære, men tåberne får kun skam som belønning.

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik