Ordsprogenes Bog 1:1-33
Ordsprogenes Bog 1:1-33 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge, for af dem at faa Visdom og Undervisning, for at forstaa Forstandens Ord; for at modtage Undervisning i Klogskab, modtage Ret og Retfærdighed og Retvished; for at give de uvidende Vid, de unge Kundskab og Kløgt. Hvo som er viis, høre til og gaa frem i Lærdom, og hvo som er forstandig, vinde Evne til at styre; for at forstaa Ordsprog og Gaader, Vismænds Ord og deres mørke Taler. Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Visdom og Undervisning. Hør, min Søn! din Faders Undervisning, og forlad ikke din Moders Lov; thi de ere en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals. Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke! Dersom de sige: Gak med os, vi ville lure efter Blod, vi ville efterstræbe den uskyldige, som er uden Sag; vi ville, som Dødsriget, sluge dem levende, ja hele og holdne, som de, der nedfare i Hulen; vi ville finde alle Haande dyrebart Gods, vi ville fylde vore Huse med Rov; du skal tage din Lod iblandt os, vi ville alle sammen have een Pose: Min Søn! vandre ikke paa Vej med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti; thi deres Fødder haste til ondt, og de skynde sig for at udøse Blod; thi forgæves udspændes Garn for alle Fugles Øjne; og de lure paa deres eget Blod, de efterstræbe deres eget Liv. Saa ere enhvers Veje, som er hengiven til Gerrighed; den tager sine egne Herrers Liv. Visdommen raaber udenfor, den opløfter sin Røst paa Gaderne; paa Hjørnet af de befærdede Gader raaber den; ved Indgangene til Portene, i Staden, taler den sine Ord: Hvor længe ville I uvidende elske Uvidenhed, og Spotterne have Lyst til Spot, og Daarer hade Kundskab? Vender eder til min Revselse; se, jeg vil udgyde min Aand over eder, jeg vil kundgøre eder mine Ord. Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og ingen gav Agt; og I lode alt mit Raad fare og vilde ikke vide af min Revselse: Saa vil jeg, jeg selv le i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for; naar det, som I frygte for, kommer som en Ødelæggelse, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder: Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle søge mig, men ikke finde mig. Fordi de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt, fordi de ikke vilde vide af mit Raad, men foragtede al min Revselse: Saa skulle de æde Frugten af deres Veje og blive mætte af deres egne Raad. Thi de uvidendes Frafald skal volde dem Død, og Daarers Tryghed skal ødelægge dem selv. Men hvo mig lyder, skal bo tryggelig og være rolig, uden Frygt for det onde.
Ordsprogenes Bog 1:1-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Det følgende er ordsprog af Davids søn og Israels konge, Salomon. Formålet med ordsprogene er at vejlede folk og give dem visdom, at hjælpe dem til at skelne mellem rigtigt og forkert. De skal hjælpe folk til at handle klogt, ærligt og ret. De skal give de uerfarne kundskab og de unge indsigt og dømmekraft. Selv de erfarne kan lære noget, og de fornuftige kan blive vejledt. De kan lære at meditere over betydningen af ordsprog og billedtale samt de vises ordspil og gåder. Ærefrygt for Herren fører til visdom. Kun en tåbe foragter visdom og vejledning. Hør efter din fars formaning, min søn, og husk på din mors belæring. Værdsæt deres velmente vejledning som et fornemt trofæ, et dyrebart smykke. Giv ikke efter, min søn, men sig nej, når dårlige venner vil lokke dig på afveje. Måske siger de: „Kom, lad os finde et offer, lægge os på lur og dræbe de uskyldige. Før de aner uråd, er de allerede døde, selv de stærke klarer sig ikke imod os. Derefter plyndrer vi dem og bliver rige, tænk på alle de ting, vi kan købe! Kom nu! Du skal nok få din andel. Vi deler naturligvis byttet imellem os!” Gå ikke med dem, min søn! Hold dig langt væk fra den slags venner. De er kun ude på at røve og plyndre og viger ikke tilbage for mord. Hvis en fugl ser en fælde blive sat op, holder den sig væk og går ikke i den. Men sådanne venner er ikke så kloge. De sætter en fælde, men falder selv i den. De, der røver fra andre, berøver sig selv et godt liv. Visdommen råber til folk på gaden, står på torvet og taler til dem, kalder på skaren, som haster forbi, opsøger byens øverste ledere. „I mennesker uden forstand!” råber den, „Hvor længe vil I forblive i uvidenhed? Hvor længe vil spotterne blive ved med at spotte? Hvor længe vil tåberne nægte at blive vejledt? Gid I ville lytte til min vejledning. Så ville jeg dele mine tanker med jer og øse ud af min visdom til jer. Men I ville ikke høre, når jeg kaldte på jer, I afviste min udrakte, hjælpende hånd. I forkastede alle mine gode råd, lyttede ikke til mine formaninger. Derfor vil jeg le, når ulykken rammer jer, håne jer, når I gribes af rædsel, når I rammes som af et lyn fra en klar himmel, når jeres mareridt bliver til virkelighed, når angst og nød truer med at knuse jer. Da vil I råbe om hjælp, men ikke få svar. I vil søge efter mig, men ikke finde mig. I forkastede jo kundskaben og nægtede at vise Herren respekt. I var ligeglade med de råd, jeg gav jer, I valgte at ignorere min vejledning. Derfor må I nu bide i det sure æble, til I får kvalme af jeres egen dumhed. Stædig egenrådighed bliver jeres død, naiv sorgløshed fører jer i ulykke. Men de, der lytter til mig, skal leve i tryghed, de skal bo i fred og uden frygt.”