Filipperbrevet 1:21-30
Filipperbrevet 1:21-30 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Thi det at leve er mig Kristus og at dø en Vinding. Men dersom dette at leve i Kødet skaffer mig Frugt af min Gerning, saa ved jeg ikke, hvad jeg skal vælge; men jeg staar tvivlraadig imellem de to Ting, idet jeg har Lysten til at bryde op og være sammen med Kristus; thi dette var saare meget bedre; men at forblive i Kødet er mere nødvendigt for eders Skyld. Og i Forvisning herom ved jeg, at jeg skal blive i Live og forblive hos eder alle til eders Fremgang og Glæde i Troen, for at eders Ros ved mig kan blive rig i Kristus Jesus, ved at jeg atter kommer til Stede iblandt eder. Kun skulle I leve Kristi Evangelium værdigt, for at, hvad enten jeg kommer og ser eder eller er fraværende, jeg dog kan høre om eder, at I staa faste i een Aand, saa at I med een Sjæl stride tilsammen for Troen paa Evangeliet og ikke lade eder forfærde i nogen Ting af Modstanderne; thi dette er for dem et Tegn paa Undergang, men for eder paa Frelse, og det fra Gud. Thi eder er det forundt for Kristi Skyld — ikke alene at tro paa ham, men ogsaa at lide for hans Skyld, idet I have den samme Kamp, som I have set paa mig og nu høre om mig.
Filipperbrevet 1:21-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Så længe jeg lever, lever jeg for Kristus. Og når jeg dør, bliver det endnu bedre. Men siden der er gode resultater af mit arbejde her på jorden, ved jeg snart ikke, hvad jeg helst vil. På en måde foretrækker jeg at dø og derefter være sammen med Kristus, for det ville være herligt. Men så længe der endnu er brug for mig på jorden, er jeg parat til at blive. Derfor tror jeg også, at jeg skal blive her endnu en tid til glæde for jer og for at hjælpe jer til at vokse i troen. Når jeg så besøger jer en gang til, får I endnu mere grund til at lovprise Jesus Kristus for, hvad han udretter gennem min tjeneste. Men hvad der end sker, så skal I leve på en sådan måde, at I ærer Kristus ved det. Hvad enten jeg kommer og besøger jer, eller jeg må nøjes med at høre om jer, forventer jeg, at I står side om side i samme ånd og kæmper for troens sag. I skal ikke være bange for, hvad jeres modstandere kan finde på at gøre. For dem er jeres tro jo et klart fingerpeg om, at de går fortabt, men at I vil få det evige liv. Det er alt sammen med i Guds plan. Af Guds nåde har I ikke alene fået lov at tro på Kristus, men I har også fået lov at lide for ham, mens I fortsat kæmper den samme kamp, som I engang så mig stå i, og som I nu hører, at jeg stadig står i.