4. Mosebog 14:1-10
4. Mosebog 14:1-10 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Da opløftede og hævede al Menigheden sin Røst, og Folket græd den samme Nat. Og alle Israels Børn knurrede imod Mose og imod Aron, og al Menigheden sagde til dem: Gid vi vare døde i Ægyptens Land, eller gid vi vare døde i denne Ørk! Og hvorfor fører Herren os til dette Land til at falde ved Sværdet? vore Hustruer og vore smaa Børn maa blive til Rov; er det os ikke bedst at vende tilbage til Ægypten? Og den ene sagde til den anden: Lader os indsætte en Høvedsmand og vende tilbage til Ægypten. Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns hele Menigheds Forsamling. Og Josva, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunne Søn, der vare blandt dem, der havde bespejdet Landet, de sønderreve deres Klæder. Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igennem til at bespejde det, er et saare, ja saare godt Land. Dersom Herren har Behagelighed til os, da fører han os ind i dette Land og giver os det, et Land, som flyder med Mælk og Honning. Men værer kun ikke genstridige imod Herren, og I, frygter ikke Folket i det Land, thi dem tage vi som en Bid Brød; deres Værn er veget fra dem; men med os er Herren, frygter ikke for dem. Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene, og Herrens Herlighed blev set i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn.
4. Mosebog 14:1-10 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Da brød hele folket ud i klageråb, og de græd og klagede hele natten. Derefter gik de hen til Moses og Aron og beklagede sig: „Gid vi var døde i Egypten – eller endda her i ørkenen. Hvorfor har Herren ført os hertil, når vi skal dø i krig og vores koner og børn føres bort som slaver. Lad os dog vende om og se at komme tilbage til Egypten.” Længslen efter Egypten bredte sig i lejren. „Ja, lad os vælge en anden leder og vende tilbage til Egypten!” blev der råbt. Da kastede Moses og Aron sig ned foran folket med ansigtet mod jorden, og to af spionerne – Josva og Kaleb – som havde været inde og udspejde landet, rev flænger i deres tøj af fortvivlelse over folkets oprør. „Begriber I ikke, at det er et vidunderligt land?” råbte de. „Hvis vi er lydige mod Herren, vil han føre os ind i landet og give det til os. Det er et fantastisk frugtbart land, der i den grad ‚flyder med mælk og honning’. Hvorfor vil I gøre oprør imod Herren? Hvorfor er I bange for landets indbyggere? Vi kan sagtens indtage landet, for Herren er med os, mens de er uden beskyttelse. Hvad er I bange for?” Josvas og Kalebs ord gjorde kun ondt værre, og folket talte allerede om at stene dem. Da viste Herrens herlighed sig pludselig over åbenbaringsteltet