Nehemiasʼ Bog 12:12-47
Nehemiasʼ Bog 12:12-47 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Præster, Øverster for Fædrenehusene, vare i Jojakims Dage: Af Seraja Meraja, af Jeremia Hanania, af Esra Mesullam, af Amaria Johanan, af Meluku Jonathan, af Sebanja Josef, af Harim Adna, af Merajoth Helkaj, af Iddo Sakaria, af Ginthon Mesullam, af Abia Sikri, af Mijamin, af Moadja Pilthaj, af Bilga Sammua, af Semaja Jonathan, af Jojarib Matnaj, af Jedaja Ussi, af Sallaj Kallaj, af Amok Eber, af Hilkia Hasabja, af Jedaja Nethaneel. Blandt Leviterne bleve i Eliasibs, Jojadas og Johanans og Jadduas Dage Øversterne for Fædrenehusene opskrevne, saa og iblandt Præsterne indtil Perseren Darius's Regering. Levi Børn, Øversterne for Fædrenehusene, bleve opskrevne i Krønikebogen, og det indtil Johanans, Eliasibs Søns, Dage. Og Leviternes Øverster vare: Hasabja, Serebja og Jesua, Kadmiels Søn, og deres Brødre vare tillige med dem for at love og at takke efter Davids den Guds Mands Befaling, den ene Vagt saavel som den anden. Matthanja og Bakbukja, Obadja, Mesullam, Thaimon og Akku, de havde Vagt som Portnere ved Skatkamrene i Portene. Disse levede i Jojakims, Jesuas Søns, Dage, hans, som var en Søn af Jozadak, og i Fyrsten Nehemias og i Præsten Esras, den skriftlærdes, Dage. Og til Murenes Indvielse i Jerusalem opsøgte de Leviterne fra alle deres Steder for at føre dem til Jerusalem, at holde Indvielsen med Glæde og med Taksigelser og med Sang, Cymbler, Psaltre og Harper. Og Sangernes Børn samledes, baade fra Omegnen trindt omkring Jerusalem og fra Netofatiternes Landsbyer og fra Gilgals Hus og fra Markerne ved Geba og Asmaveth; thi Sangerne havde bygget sig Landsbyer trindt omkring Jerusalem. Og Præsterne og Leviterne rensede sig, og de rensede Folket og Portene og Muren. Og jeg lod Judas Fyrster opstige paa Muren, og jeg beskikkede to store Taksigelseskor og Optog: Det ene gik til den højre Side oven paa Muren til Møgporten, og Hosaja og Halvdelen af Judas Fyrster gik efter dem, og Asaria, Esra og Mesullam, Juda og Benjamin og Semaja og Jeremia og nogle af Præsternes Børn med Basuner: Sakaria, en Søn af Jonathan, som var en Søn af Semaja, som var en Søn af Matthanja, en Søn af Mikaja, en Søn af Sakur, en Søn af Asaf; og hans Brødre: Semaja og Asareel, Milalaj, Gilalaj, Maaj, Nethaneel og Juda, Hanani, med Davids, Guds Mands, Sanginstrumenter; og Esra, den skriftlærde, foran dem. Og over Kildeporten og ligefrem for sig stege de op paa Trapperne til Davids Stad, ad Opgangen til Muren, hen op til Davids Hus, og indtil Vandporten imod Østen. Og det andet Taksigelseskor gik i modsat Retning, og jeg efter det, og Halvdelen af Folket oven paa Muren, hen op til Ovntaarnet og indtil den brede Mur og over Efraims Port og over den gamle Port og over Fiskeporten og forbi Hananeels Taarn og Meas Taarn og indtil Faareporten; og de bleve staaende ved Vagtens Port. Saa stode da de to Taksigelseskor ved Guds Hus og jeg og Halvdelen af Forstanderne med mig, og Præsterne: Eliakim, Maeseja, Minjamin, Mikaja, Elioenaj, Sakaria, Hanania, med Basunerne, og Maeseja og Semaja og Eleasar og Ussi og Johanan og Malkia og Elam og Eser. Og Sangerne lode sig høre, og Jesraja var Formand. Og de ofrede paa den samme Dag store Ofre og vare glade; thi Gud havde glædet dem med en stor Glæde, og endogsaa Kvinderne og Børnene glædede sig, saa at Jerusalems Glæde blev hørt indtil langt borte. Og paa den samme Dag bleve Mænd beskikkede over Forraadskamrene, for Offergaverne, for Førstegrøden og for Tienderne, til at samle i dem af Agrene ved Stæderne de lovbestemte Dele til Præsterne og Leviterne; thi Juda havde Glæde over Præsterne og over Leviterne, som stode i deres Tjeneste. Og de toge Vare paa, hvad der var at varetage for deres Gud, og paa, hvad der var at varetage for Renselsen; og Sangerne og Portnerne vare der efter Davids og hans Søn Salomos Befaling. Thi i Davids og i Asafs Dage, fra fordums Tid var der Øverster for Sangerne og Lovsangen og Taksigelserne til Gud. Men al Israel gav Sangerne og Portnerne Underhold i Serubabels Dage og Nehemias Dage, hvad de skulde have til hver Dag, og de helligede det til Leviterne, og Leviterne helligede det til Arons Sønner.
Nehemiasʼ Bog 12:12-47 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Følgende præster var optegnet som slægtsoverhoveder under ypperstepræsten Jojakim, og de er her nævnt sammen med deres slægtsnavne: Meraja for Seraja-slægten, Hananja for Jirmeja-slægten, Meshullam for Ezra-slægten, Johanan for Amarja-slægten, Jonatan for Malluk-slægten, Josef for Shebanja-slægten, Adna for Harim-slægten, Helkaj for Merajot-slægten, Zekarja for Iddo-slægten, Meshullam for Ginneton-slægten, Zikri for Abija-slægten, … for Minjamin-slægten, Piltaj for Moadja-slægten, Shammua for Bilga-slægten, Jonatan for Shemaja-slægten, Mattenaj for Jojarib-slægten, Uzzi for Jedaja-slægten, Kallaj for Sallu-slægten, Eber for Amok-slægten, Hashabja for Hilkija-slægten og Netanel for Jedaja-slægten. Indtil kong Dareios af Persiens regeringsperiode blev der ajourført en liste med navnene på de forskellige overhoveder for præste- og levitslægterne under ypperstepræsterne Eljashib, Jojada, Johanan og Jaddua. Levitslægternes overhoveder blev optegnet i templets krønikebog helt frem til Johanans, Eljashibs barnebarns, tid. Levitternes slægtsoverhoveder var: Hashabja, Sherebja, Jeshua og Kadmiel, som sammen med deres slægtninge havde ansvaret for vekselsangen under lovsangsgudstjenesten, hvor levitterne var opdelt i to grupper, der stod over for hinanden, sådan som Guds tjener, kong David, i sin tid havde foreskrevet. Desuden Mattanja, Bakbukja og Obadja som var sangere, og Meshullam, Talmon og Akkub, som havde ansvaret for at holde vagt ved portene og forrådskamrene. De gjorde tjeneste under Jojakim, søn af Jeshua, søn af Jotzadak, mens Nehemias var guvernør, og Ezra var præst og lovkyndig. Da Jerusalems mur skulle indvies, sendte man bud efter alle levitter i hele landet, for at de skulle komme til byen og hjælpe med at fejre begivenheden med lovsang og musik fra harper, lyrer og bækkener. Sangerne kom både fra Jerusalem og de landsbyer i nærheden, hvor de havde slået sig ned. Nogle kom fra Netofa, andre fra Bet-Gilgal, Geba og Azmavet. Da præsterne og levitterne havde gennemgået renselsesritualet for sig selv, rensede de folket, portene og bymuren. Så lod jeg Judas ledere gå op på muren, hvorefter jeg opstillede to store lovsangsprocessioner. Den ene skulle gå mod syd i retning af Møgporten. Med i den var Hoshaja og halvdelen af Judas ledere. Dernæst kom nogle præster med trompeter. Blandt dem var Azarja, Ezra, Meshullam, Juda, Benjamin, Shemaja og Jirmeja. Levitterne i gruppen blev anført af Zekarja, søn af Jonatan, søn af Shemaja, søn af Mattanja, søn af Mika, søn af Zakkur, søn af Asaf. Efter Zekarja fulgte Shemaja, Azarel, Milalaj, Gilalaj, Maʼaj, Netanel, Juda og Hanani med de musikinstrumenter, som kong David havde foreskrevet. Ezra den skriftlærde gik i spidsen for processionen. Da de kom til Kildeporten, gik de op ad trappen til Davidsbyen, passerede Davids gamle palads og gik videre til Vandporten mod øst. Den anden lovsangsprocession, som jeg selv og den anden halvdel af Judas ledere var med i, gik mod nord forbi Ovntårnet til det brede stykke af muren, videre til Efraimporten og den Gamle Port, forbi Fiskeporten, Hananeltårnet, Meatårnet og Fåreporten, indtil vi kom til tårnet ved vagthusene. Derefter tog begge processioner opstilling på tempelpladsen. I min gruppe var præsterne Eljakim, Maʼaseja, Minjamin, Mika, Eljoenaj, Zekarja og Hananja med trompeter, og levitterne Maʼaseja, Shemaja, Elazar, Uzzi, Johanan, Malkija, Elam og Ezer. Sangerne var under ledelse af Jizrahja. Den dag blev der bragt mange slagtofre, og alle var fyldt af glæde over, hvad Gud havde gjort for os. Også kvinderne og børnene var glade, og glædesråbene i Jerusalem kunne høres langt bort. Den dag blev de mænd udpeget, som skulle have opsyn med templets forrådskamre, hvor gaverne til Guds hus, tienden og høstofrene skulle opbevares efter at være blevet indsamlet rundt omkring i landet ifølge forskrifterne i Toraen. Disse gaver tilkom præsterne og levitterne, og Judas folk støttede på den måde deres tjeneste. Præsterne og levitterne udførte samvittighedsfuldt deres tjeneste for Gud, inklusive renselsesceremonierne. De fulgte nøje de retningslinjer, som kong David og hans søn Salomon havde afstukket, og det samme gjorde sangerne og portvagterne. På kong Davids tid var Asaf leder for sangerne og ledte lovsangen og taksigelsen til Gud. Både på Zerubbabels tid og nu på Nehemiasʼ tid fik både sangerne og dørvogterne del i de gaver, Israels folk bragte til levitterne. Levitterne gav så en del af de gaver, de modtog, videre til præsterne.