Nehemiasʼ Bog 1:2-11
Nehemiasʼ Bog 1:1-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Denne beretning kommer fra Nehemias, søn af Hakalja. Jeg arbejdede som mundskænk for kong Artaxerxes af Persien i det kongelige palads i Susa. I kislev måned i hans 20. regeringsår fik jeg besøg af en af mine slægtninge ved navn Hanani og nogle andre mænd, der lige var kommet fra Juda. Jeg spurgte dem, hvordan det gik med alle de judæere, der var vendt tilbage fra eksilet, og hvordan det stod til i Jerusalem. „Det går rigtig dårligt,” svarede de. „Folk lever i stor nød og elendighed. Jerusalems mur ligger stadig i ruiner, og de nedbrændte porte er ikke blevet istandsat.” Da jeg hørte det, satte jeg mig ned og græd og sørgede i flere dage, mens jeg fastede og bad til Himlens Gud. „Herre, du store og mægtige Gud!” bad jeg. „Vi ved, at du er en Gud, der holder dine pagtsløfter og er trofast over for dem, der elsker dig og adlyder dine befalinger. Hør nu din tjeners bøn, lyt til, hvad jeg har på hjerte. Se i nåde til mig, mens jeg dag og nat går i forbøn for dit folk Israel! Jeg erkender, at Israels folk har syndet imod dig, ja også jeg og min familie har syndet ved ikke at adlyde de befalinger, love og forskrifter, som du gav os gennem din tjener Moses. Opfyld nu det løfte du i sin tid gav Moses. Du sagde godt nok, at hvis vi var troløse over for dig, ville du sprede os blandt folkene. Men du sagde også, at hvis vi erkendte vores synder og lovede at adlyde dine befalinger, ville du føre os tilbage til Jerusalem – det sted, du har udvalgt til din bolig – om du så skulle hente os fra verdens fjerneste afkroge. Herre, vi er dine tjenere – det folk, du befriede ved din vældige magt. Hør nu min bøn! Lyt til dem, som ønsker at ære dig! Vær med mig, når jeg træder frem for kongen for at bede ham gøre mig en tjeneste. Gør ham venligt stemt over for min anmodning.”
Nehemiasʼ Bog 1:2-11 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
da kom Hanani, en af mine Brødre, han og nogle Mænd fra Juda; og jeg spurgte dem om Jøderne, som vare undkomne, som vare overblevne af Fangenskabet, og om Jerusalem. Og de sagde mig: De overblevne, som ere overblevne af Fangenskabet, ere der i Landskabet udi stor Ulykke og i Forsmædelse, og Jerusalems Mur er nedreven, og dens Porte ere opbrændte med Ild. Og det skete, der jeg hørte disse Ord, satte jeg mig hen og græd og sørgede nogle Dage, og jeg fastede og bad for Guds Ansigt i Himmelen. Og jeg sagde: Ak Herre, Himmelens Gud! den store og forfærdelige Gud, som holder Pagten og Miskundheden med dem, som ham elske og holde hans Bud! Kære, lad dit Øre mærke derpaa, og dine Øjne være aabnede til at høre paa din Tjeners Bøn, som jeg beder for dit Ansigt i Dag, Dag og Nat for Israels Børn, dine Tjenere; og jeg bekender Israels Børns Synder, som vi have syndet imod dig, baade jeg og min Faders Hus have syndet. Vi have handlet saare slet imoi dig og ikke holdt de Bud og de Skikke og de Love, som du har budet Mose, din Tjener. Kære, kom det Ord i Hu, som du bød Mose, din Tjener, sigende: Naar I forsynde eder, da skal jeg adsprede eder iblandt Folkene; men naar I vende om til mig og holde mine Bud og gøre efter dem, om da end nogen af eder er bortdreven indtil Himmelens Ende, saa vil jeg dog samle dem derfra og føre dem til det Sted, som jeg har udvalgt, til at lade mit Navn bo der. De ere dog dine Tjenere og dit Folk, som du har forløst ved din store Kraft, og ved din stærke Haand. Ak, Herre! Kære, lad dit Øre mærke paa din Tjeners Bøn og paa dine Tjeneres Bøn, deres, som have Velbehag i at frygte dit Navn, og lad det dog lykkes for din Tjener i Dag, og giv ham Barmhjertighed for denne Mands Ansigt. Men jeg var da Kongens Mundskænk.