Mattæusevangeliet 6:5-13
Mattæusevangeliet 6:5-13 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og naar I bede, skulle I ikke være som Hyklerne; thi de staa gerne i Synagogerne og paa Gadehjørnerne og bede, for at de kunne vise sig for Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn. Men du, naar du beder, da gaa ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. Men naar I bede, maa I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de skulle blive bønhørte for deres mange Ord. Ligner derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænge til, førend I bede ham. Derfor skulle I bede saaledes: Vor Fader, du, som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen saaledes ogsaa paa Jorden; giv os i Dag vort daglige Brød; og forlad os vor Skyld, som ogsaa vi forlade vore Skyldnere; og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det onde; [thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed! Amen.]
Mattæusevangeliet 6:5-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Når I beder, skal I ikke være som de selvretfærdige hyklere. De elsker at stille sig op og bede i synagogerne og på gadehjørnerne, for at folk skal lægge mærke til dem. Det siger jeg jer: De har allerede fået deres fulde løn. Nej, når du beder, så gå ind i et rum, hvor du kan lukke døren efter dig, og bed til din Far, som er i det skjulte. Og din Far, for hvem intet er skjult, vil belønne dig. Når I beder, skal I ikke gøre som de mennesker, der ikke kender Gud. De fremsiger de samme bønner om og om igen, for de tror, at deres bønner bliver hørt på grund af de mange ord. Sådan skal I ikke gøre, for jeres Far ved, hvad I trænger til, før I beder ham om det. Bed derfor på følgende måde: Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb.