Mattæusevangeliet 6:19-34

Mattæusevangeliet 6:19-34 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Samler eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og hvor Tyve bryde ind og stjæle; men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust fortærer, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle. Thi hvor din Skat er, der vil ogsaa dit Hjerte være. Øjet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øje er sundt, bliver hele dit Legeme lyst; men dersom dit Øje er daarligt, bliver hele dit Legeme mørkt. Dersom nu det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da ikke Mørket! Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon. Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne? Ser paa Himmelens Fugle; de saa ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere værd end de? Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin Vækst? Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne paa Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke; men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som en af dem. Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som staar i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder, I lidettroende? Derfor maa I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise? eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os? — efter alt dette søge jo Hedningerne —. Thi eders himmelske Fader ved, at I have alle disse Ting nødig. Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting gives eder i Tilgift. Bekymrer eder derfor ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sig selv. Hver Dag har nok i sin Plage.

Mattæusevangeliet 6:19-34 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

I skal ikke samle jer rigdomme her på jorden, hvor de let kan blive ødelagt eller stjålet. Nej, saml jer rigdomme i Himlen, hvor intet mister sin værdi, og hvor intet bliver stjålet. Der, hvor du har dine rigdomme, vil også dine tanker være. Øjet er som en lampe, der bringer lys til dit indre. Hvis du har et åbent og oprigtigt sind, vil dit indre fyldes af mit lys. Men hvis du har et lukket og ondt sind, vil dit indre fyldes af mørke. Pas på ikke at lukke af for mit lys, for så bliver dit liv ét stort mørke. Ingen kan tjene to herrer. Enten vil man hade den ene og elske den anden, eller man vil satse på den ene og ignorere den anden. I kan ikke tjene både Gud og materialismen. Det er derfor, jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad og drikke og tøj at tage på. Er livet ikke mere end maden og tøjet? Se på fuglene! De hverken sår, høster eller samler forråd, men jeres himmelske Far sørger for dem. Er I ikke mere værd end dem? Kan nogen af jer mon ved at bekymre sig lægge bare én dag til sit liv? Hvorfor bekymrer I jer for, om I har tøj at tage på? Se på blomsterne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille! Lad derfor være med at bekymre jer for, hvordan I skal få noget at spise og få tøj på kroppen. Lad de gudløse om det. Det er jo det, de går op i. Jeres himmelske Far ved godt, at I har brug for de ting. Søg først Guds rige og gør hans vilje, så får I alt det andet i tilgift. Lad altså være med at bekymre jer for, hvad der vil ske i morgen, for morgendagen skal nok komme med sine problemer helt uden hjælp. Dagen i dag har problemer nok i sig selv.

Mattæusevangeliet 6:19-34

Mattæusevangeliet 6:19-34 BPHMattæusevangeliet 6:19-34 BPH

YouVersion bruger cookies til at personliggøre din oplevelse. Når du bruger vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies som beskrevet i vores privatlivspolitik