Mattæusevangeliet 6:1-5,7-23

Matthæusevangeliet 6:7-23 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Men naar I bede, maa I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de skulle blive bønhørte for deres mange Ord. Ligner derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænge til, førend I bede ham. Derfor skulle I bede saaledes: Vor Fader, du, som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen saaledes ogsaa paa Jorden; giv os i Dag vort daglige Brød; og forlad os vor Skyld, som ogsaa vi forlade vore Skyldnere; og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det onde; [thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed! Amen.] Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, vil eders himmelske Fader ogsaa forlade eder; men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, vil eders Fader ikke heller forlade eders Overtrædelser. Og naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have allerede faaet deres Løn. Men du, naar du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom, skal betale dig. Samler eder ikke Skatte paa Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og hvor Tyve bryde ind og stjæle; men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust fortærer, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle. Thi hvor din Skat er, der vil ogsaa dit Hjerte være. Øjet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øje er sundt, bliver hele dit Legeme lyst; men dersom dit Øje er daarligt, bliver hele dit Legeme mørkt. Dersom nu det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da ikke Mørket!

Mattæusevangeliet 6:7-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Når I beder, skal I ikke gøre som de mennesker, der ikke kender Gud. De fremsiger de samme bønner om og om igen, for de tror, at deres bønner bliver hørt på grund af de mange ord. Sådan skal I ikke gøre, for jeres Far ved, hvad I trænger til, før I beder ham om det. Bed derfor på følgende måde: Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb. Hvis I tilgiver dem, der har gjort noget forkert mod jer, vil jeres Far i Himlen også tilgive jer. Men hvis I nægter at tilgive, vil han heller ikke tilgive jer. Når I faster, skal I ikke tage en bedrøvet mine på, sådan som de selvretfærdige gør. De forsømmer deres udseende, så folk rigtig kan se, at de faster. Det siger jeg jer: De har fået deres fulde løn! Nej, når du faster, så red dit hår og vask dit ansigt, som du plejer, så ingen kan se, at du faster. Lad det være en hemmelighed mellem dig og din Far i Himlen – og din Far, som kender alle hemmeligheder, vil belønne dig. I skal ikke samle jer rigdomme her på jorden, hvor de let kan blive ødelagt eller stjålet. Nej, saml jer rigdomme i Himlen, hvor intet mister sin værdi, og hvor intet bliver stjålet. Der, hvor du har dine rigdomme, vil også dine tanker være. Øjet er som en lampe, der bringer lys til dit indre. Hvis du har et åbent og oprigtigt sind, vil dit indre fyldes af mit lys. Men hvis du har et lukket og ondt sind, vil dit indre fyldes af mørke. Pas på ikke at lukke af for mit lys, for så bliver dit liv ét stort mørke.