Mattæusevangeliet 24:36-51
Mattæusevangeliet 24:36-51 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle, heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene. Og ligesom Noas Dage vare, saaledes skal Menneskesønnens Tilkommelse være. Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden aade og drak, toge til Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken, og ikke agtede det, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort, saaledes skal ogsaa Menneskesønnens Tilkommelse være. Da skulle to Mænd være paa Marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To Kvinder skulle male paa Kværnen; den ene tages med, og den anden lades tilbage. Vaager derfor, thi I vide ikke, paa hvilken Dag eders Herre kommer. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. Derfor vorder ogsaa I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene. Hvem er saa den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid? Salig er den Tjener, hvem hans Herre, naar han kommer, finder handlende saaledes. Sandelig siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer. Men dersom den onde Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver, og saa begynder at slaa sine Medtjenere og spiser og drikker med Drankerne, da skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med Hyklerne; der skal der være Graad og Tænders Gnidsel.
Mattæusevangeliet 24:36-51 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Ingen kender dagen eller det tidspunkt, hvor det vil ske, ikke engang Guds engle, end ikke jeg selv. Kun Faderen ved det. Som det gik i Noas dage, vil det gå ved Menneskesønnens komme. Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken. Folk forstod ikke, hvad der ventede dem. Det gik ikke op for dem, før vandmasserne kom og skyllede dem alle bort. Sådan bliver det ved mit komme. To mænd vil arbejde sammen i marken, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage. To kvinder vil male korn, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage. Derfor skal I altid være parate, for I ved ikke, hvornår jeres Herre kommer tilbage. I ved, at hvis en husejer vidste, hvornår der ville komme en tyv om natten, så ville han holde vagt for at forhindre indbruddet. Sådan skal I være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med. En klog og god forvalter passer sin herres ejendom godt og sørger for, at alle de øvrige tjenere får noget at spise til rette tid. Lykkelig den forvalter, som trofast er i gang med at udføre sit arbejde, når hans herre vender tilbage. Det siger jeg jer: Hans herre vil give ham ansvaret for alt, hvad han ejer. En dårlig forvalter tænker derimod: ‚Det varer nok længe, inden min herre viser sig.’ Derfor har han ingen skrupler ved at mishandle sine medtjenere og bruge tiden til at feste med sine venner. Når så hans herre kommer på et uventet tidspunkt, bliver forvalteren hårdt straffet og kommer til at dele skæbne med hyklerne. Dér, hvor de kommer hen, er der gråd og stor fortvivlelse.”