Mattæusevangeliet 13:24-43

Mattæusevangeliet 13:24-43 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Her er et andet billede, Jesus brugte for at forklare, hvad der sker i Guds rige: „En landmand såede god hvede i sin mark. Men en nat, da folkene lå og sov, kom hans fjende og såede ukrudt oven i hveden. Derefter forsvandt han. Da hveden voksede op og begyndte at sætte aks, kunne man se ukrudt over det hele. Landmandens medhjælpere kom hen til ham og spurgte: ‚Du såede jo god hvede i din mark, men nu er den fuld af ukrudt! Hvordan kan det gå til?’ ‚Det er min fjende, der har gjort det,’ svarede han. ‚Skal vi rive ukrudtet op?’ spurgte de så. ‚Nej,’ sagde han, ‚så river I bare hveden med op. Lad begge dele gro side om side indtil høsten. Så vil jeg give høstfolkene besked på at sortere ukrudtet fra, så det kan blive brændt, og vi kan bringe hveden i hus.’ ” Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „Det er som med et sennepsfrø, der bliver sået i en mark. Det er det allermindste frø, men når det vokser, breder det sig mere end de andre haveurter, ja, det bliver som en busk, hvor fuglene kan bygge rede i grenene.” Jesus brugte endnu et billede: „Guds rige er som den lille klump surdej, som en kvinde ælter i melet, når hun skal bage brød. Surdejen gennemsyrer efterhånden det hele.” Jesus brugte altid billeder, når han talte til en stor forsamling. Sådan opfyldtes det profetiske ord: „Jeg vil tale i billeder, fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.” Så forlod Jesus folkemængden og gik hjem sammen med disciplene. Da de var kommet indenfor, bad disciplene ham forklare, hvad han mente med det, han lige havde fortalt om hveden og ukrudtet. „Den, der såede den gode hvede, er Menneskesønnen,” sagde Jesus. „Marken er verden, og hveden er de mennesker, der er med i Guds rige. Ukrudtet er de mennesker, der følger den Onde, og fjenden, der såede ukrudtet oven i hveden, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er Guds engle. Ligesom ukrudtet bliver sorteret fra og brændt, sådan kommer det til at gå ved verdens ende. Menneskesønnen vil sende sine engle ud for at fjerne alt det, som fører mennesker til frafald, og dem, som handler ondt. Det hele bliver samlet sammen og kastet i ovnen for at blive brændt. Når det sker, vil mange ærgre sig frygteligt og græde højlydt. Men de, som hører Gud til, vil stråle som solen i deres Fars rige. Lad dem høre, som har øre!”

Mattæusevangeliet 13:24-43 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: „Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Mark. Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og saaede Ugræs iblandt Hveden og gik bort. Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom ogsaa Ugræsset til Syne. Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, saaede du ikke god Sæd i din Mark? Hvor har den da faaet Ugræsset fra? Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gaa hen og sanke det sammen? Men han siger: Nej, for at I ikke, naar I sanke Ugræsset sammen, skulle rykke Hveden op tillige med det. Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min Lade!“ En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: „Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og saaede i sin Mark. Dette er vel mindre end alt andet Frø; men naar det er vokset op, er det større end Urterne og bliver et Træ, saa at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene.“ En anden Lignelse talede han til dem: „Himmeriges Rige ligner en Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Maal Mel, indtil det blev syret alt sammen.“ Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse talte han intet til dem, for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger: „Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra Verdens Grundlæggelse.“ Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom til ham og sagde: „Forklar os Lignelsen om Ugræsset paa Marken!“ Men han svarede og sagde: „Den, som saar den gode Sæd, er Menneskesønnen, og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men Ugræsset er den Ondes Børn, og Fjenden, som saaede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Engle. Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, saaledes skal det ske ved Verdens Ende. Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret; og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Den, som har Øren, han høre!