Mattæusevangeliet 12:9-14
Mattæusevangeliet 12:9-14 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge. Og se, der var en Mand, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: „Er det tilladt at helbrede paa Sabbaten?“ for at de kunde anklage ham. Men han sagde til dem: „Hvilket Menneske er der iblandt eder, som har kun eet Faar, og ikke tager fat paa det og drager det op, dersom det paa Sabbaten falder i en Grav? Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Faar? Altsaa er det tilladt at gøre vel paa Sabbaten.“ Da siger han til Manden: „Ræk din Haand ud!“ og han rakte den ud, og den blev igen sund som den anden. Men Farisæerne gik ud og lagde Raad op imod ham, hvorledes de kunde slaa ham ihjel.
Mattæusevangeliet 12:9-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Så fortsatte Jesus og disciplene vandringen og nåede frem til deres synagoge. Derinde var der en mand med en forkrøblet hånd, og farisæerne spurgte nu Jesus: „Er det så også tilladt at helbrede nogen på en sabbat?” De håbede på at få noget at anklage ham for. Jesus svarede: „Hvis en af jer har et får, og det falder i grøften på en sabbat, vil I så ikke trække det op samme dag? Er et menneske ikke mere værd end et får? Altså er det tilladt at gøre godt på en sabbat!” Så vendte han sig til manden og sagde: „Ræk hånden frem!” Det gjorde han, og i det samme blev hånden helbredt, så den var lige så rask som den anden hånd. Efter den episode begyndte farisæerne at lægge planer om, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen.