Mattæusevangeliet 11:2-15
Mattæusevangeliet 11:2-15 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Men da Johannes hørte i Fængselet om Kristi Gerninger, sendte han Bud med sine Disciple og lod ham sige: „Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?“ Og Jesus svarede og sagde til dem: „Gaar hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og se: blinde se, og lamme gaa, spedalske renses, og døve høre, og døde staa op, og Evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges paa mig.“ Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om Johannes: „Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden? Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongernes Huse. Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet. Thi han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig. Sandelig, siger jeg eder, iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større fremstaaet end Johannes Døberen; men den mindste i Himmeriges Rige er større end han. Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige med Vold, og Voldsmænd rive det til sig. Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes. Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme. Den, som har Øren at høre med, han høre!
Mattæusevangeliet 11:2-15 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
I sin fængselscelle hørte Johannes Døber om, hvad Jesus gik rundt og gjorde. Han sendte derfor sine disciple hen for at spørge ham: „Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?” Jesus sagde til dem: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, der erkender deres behov for hjælp. Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.” Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til menneskemængden: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I da? Et siv, der svajede hid og did for vinden? En mand klædt på som en fyrste? Nej, dem, der bærer fornemme klæder, finder man i kongelige paladser. Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet. For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet: ‚Jeg vil sende min udsending foran dig. Han skal berede vejen for dig.’ Det siger jeg jer: Ingen af profeterne har haft en opgave, der var mere betydningsfuld end den, Johannes har haft. Men selv den mest ubetydelige i Guds nye rige er større end ham. Lige fra Johannes begyndte sit virke, har Guds rige mødt voldsom modstand, og modstanderne søger at komme det til livs. Både Toraen og alle profeterne til og med Johannes har profeteret om Guds rige. Og hvis I ellers vil tro det, så er Johannes den profet, som det er forudsagt skulle komme lige før Messias. Lad dem høre, som har øre.