Malakiasʼ Bog 3:1-10
Malakiasʼ Bog 3:1-10 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Se, jeg sender min Engel, at han skal berede Vejen for mit Ansigt, og i et Nu kommer til sit Tempel den Herre, som I søge, og Pagtens Engel, som I have Lyst til, se, han kommer, siger den Herre Zebaoth. Og hvo udholder hans Tilkommelsesdag? og hvo kan bestaa, naar han lader sig se? thi han er som Smelterens Ild og som Tvætternes Lud. Og han skal sidde og smelte og rense Sølvet, han skal rense Levis Børn og lutre dem som Guldet og som Sølvet; og de skulle være Herrens og fremføre Offergaver i Retfærdighed. Og Judas og Jerusalems Offergaver skulle behage Herren som i gamle Dage og som i de forgangne Aar. Og jeg vil nærme mig eder til Dom og være et hastigt Vidne imod Troldkarlene og imod Horkarlene og imod dem, som sværge falskelig, og imod dem, som nedtrykke Daglønnerens Løn, Enken og den faderløse, og som forurette den fremmede og ikke frygte mig, siger den Herre Zebaoth. Thi jeg, Herren, har ikke forandret mig; og I, Jakobs Børn! ere ikke tilintetgjorte. Fra eders Fædres Dage ere I afvegne fra mine Skikke og have ikke bevaret dem; vender om til mig, og jeg vil vende om til eder, siger den Herre Zebaoth; men I sige: Hvori skulle vi vende om? Mon et Menneske tør bedrage Gud? thi I bedrage mig, og dog sige I: Hvormed have vi bedraget dig? Med Tienden og Afgiften! Med Forbandelse ere I forbandede, og I, ja, det hele Folk, bedrage mig. Fører al Tienden til Forraadshuset, at der kan være Spise i mit Hus, og prøver mig dog derved, siger den Herre Zebaoth, om jeg ikke vil aabne eder Himmelens Sluser og udgyde Velsignelse over eder i Overmaal.
Malakiasʼ Bog 3:1-10 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herren, den Mægtige, siger: „Hør efter: Jeg vil sende min udsending i forvejen. Han skal berede vejen for mig. Derefter vil den Herre, I venter på, pludselig komme til sit tempel. Ja, pagtens sendebud, som vil give jer glæde, han kommer helt sikkert.” Når han kommer, betyder det dom over ondskaben. Han er som ilden under en smeltedigel, som et ætsende rensemiddel. Ligesom sølv og guld bliver renset for urenheder i smeltediglen, vil han rense levitterne og præsterne for deres urenhed. Først derefter kan de bringe Herren de rette ofre. Da kan Herren igen glæde sig over at modtage Judas og Jerusalems offergaver som før i tiden. Herren, den Mægtige, siger: „Når jeg kommer, vil jeg uden tøven straffe de ugudelige: dem, der øver trolddom, ægteskabsbryderne, dem, der sværger falsk, dem, der snyder arbejderne for deres løn, dem, der udnytter enkerne og de forældreløse, dem, der bedrager fremmede og udlændinge, ja, alle, der ikke har ærefrygt for mig. Jeg, Herren, har ikke forandret mig. Og der er stadig en rest tilbage af mit folk, Jakobs efterkommere. Lige siden jeres forfædres tid har I haft problemer med at overholde mine befalinger. Vend om og kom til mig, så vil jeg komme jer i møde. I siger: ‚Vi har da aldrig vendt os bort fra dig!’ Men jeg siger: Synes I, det er i orden, at mennesker bedrager Gud? For det er præcis, hvad I har gjort! ‚Hvordan har vi bedraget dig?’ spørger I. Ved at fratage mig den tiende og de ofre, som tilkommer mig. I har alle bedraget mig, og derfor rammer dommen hele folket. Bring hele min tiende til forrådskammeret, så der bliver rigeligt med mad i mit hus. Sæt mig på prøve, så skal I se, at jeg åbner himlens sluser og overøser jer med velsignelser.