Lukasevangeliet 3:1-2,4-20

Lukasevangeliet 3:4-20 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

som der er skrevet i Profeten Esajas's Talers Bog: „Der er en Røst af en, som raaber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne; hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høj skal nedtrykkes, og det krumme skal gøres lige, og de ujævne Veje skulle gøres jævne; og alt Kød skal se Guds Frelse.“ Han sagde altsaa til de Skarer, som gik ud for at døbes af ham: „I Øgleunger! hvem har lært eder at fly fra den kommende Vrede? Bærer da Frugter, som ere Omvendelsen værdige, og begynder ikke at sige ved eder selv: Vi have Abraham til Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. Men Øksen ligger ogsaa allerede ved Roden af Træerne; saa bliver da hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden.“ Og Skarerne spurgte ham og sagde: „Hvad skulle vi da gøre?“ Men han svarede og sagde til dem: „Den, som har to Kjortler, dele med den, som ingen har; og den, som har Mad, gøre ligesaa!“ Men ogsaa Toldere kom for at døbes, og de sagde til ham: „Mester! hvad skulle vi gøre?“ Men han sagde til dem: „Kræver intet ud over, hvad eder er forordnet.“ Men ogsaa Krigsfolk spurgte ham og sagde: „Hvad skulle vi da gøre?“ Og han sagde til dem: „Øver ikke Vold imod nogen, bruger ikke Underfundighed imod nogen, og lader eder nøje med eders Sold!“ Men da Folket var i Forventning, og alle tænkte i deres Hjerter om Johannes, om ikke han skulde være Kristus, da svarede Johannes og sagde til alle: „Jeg døber eder med Vand; men den kommer, som er stærkere end jeg, og hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe eder med den Helligaand og Ild. Hans Kasteskovl er i hans Haand, for at han skal gennemrense sin Lo og sanke Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild.“ Ligesaa formanede han ogsaa Folket om mange andre Ting og forkyndte dem Evangeliet. Men da Fjerdingsfyrsten Herodes blev revset af ham for hans Broders Hustru, Herodias's Skyld og for alt det onde, som Herodes gjorde, saa føjede han til alt det øvrige ogsaa dette, at han kastede Johannes i Fængsel.

Lukasevangeliet 3:4-20 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Dermed gik følgende ord af profeten Esajas i opfyldelse: „Der lyder en stemme i ødemarken: ‚Ban vej for Herren! Gør jer klar til hans komme! Hver dal skal fyldes op, hvert bjerg og hver høj skal jævnes ud. De krogede veje skal rettes ud, og de ujævne stier glattes. Og alle skal se Guds frelse.’ ” Johannes råbte til de mange mennesker, som strømmede til for at lade sig døbe: „Slangeyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan slippe for Guds straf? Bevis med jeres liv, at I er villige til at vende jer bort fra jeres synder! Det hjælper jer ikke at sige: ‚Vi er da børn af Abraham.’ Nu skal jeg fortælle jer noget: Gud kan forvandle de sten der til børn af Abraham! Øksen ligger allerede klar ved foden af træerne, og ethvert træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden.” „Jamen, hvad skal vi da gøre?” spurgte de. Johannes svarede: „Den, som har to kjortler, skal give den ene til den, der ingen har. Og den, der har mad at spise, skal dele med den, der intet har.” Der kom også nogle skatteopkrævere for at blive døbt. „Hvad med os?” spurgte de. „Hvad skal vi gøre?” „I skal være ærlige!” svarede Johannes. „I må ikke opkræve mere i skat end det beløb, I har fået besked på.” „Og os,” spurgte en flok betjente. „Hvad med os?” „Misbrug ikke jeres magt til at presse penge af folk,” svarede han. „Lad være med at arrestere nogen på falsk grundlag i håb om at modtage bestikkelse, men vær tilfredse med den løn, I får!” Da alle folk var i forventning om, at Messias snart skulle komme, var de spændt på, om det kunne være Johannes, der var den lovede frelser. Men Johannes sagde: „ Jeg døber jer med vand, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler. Han vil døbe jer med Helligåndens kraft og med ild. Han har kasteskovlen i hånden, klar til at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.” Sådan forkyndte Johannes det gode budskab og bad indtrængende sine tilhørere om at leve efter Guds vilje. Men da han irettesatte Herodes, fordi han levede sammen med sin brors kone, Herodias, og for alt det onde, han derudover foretog sig, føjede Herodes endnu en forbrydelse til sit synderegister. Han satte Johannes i fængsel.