Lukasevangeliet 22:7-65Del

Lukasevangeliet 22:7-65 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Men de usyrede Brøds Dag kom, paa hvilken man skulde slagte Paaskelammet. Og han udsendte Peter og Johannes og sagde: „Gaar hen og bereder os Paaskelammet, at vi kunne spise det.“ Men de sagde til ham: „Hvor vil du, at vi skulle berede det?“ Men han sagde til dem: „Se, naar I ere komne ind i Staden, skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke; følger ham til Huset, hvor han gaar ind, og I skulle sige til Husbonden i Huset: Mesteren siger: Hvor er det Herberge, hvor jeg kan spise Paaskelammet med mine Disciple? Og han skal vise eder en stor Sal opdækket; der skulle I berede det.“ Og de gik hen og fandt det saaledes, som han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet. Og da Timen kom, satte han sig til Bords, og Apostlene med ham. Og han sagde til dem: „Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette Paaskelam med eder, førend jeg lider. Thi jeg siger eder, at jeg skal ingen Sinde mere spise det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige.“ Og han tog en Kalk, takkede og sagde: „Tager dette, og deler det imellem eder! Thi jeg siger eder, at fra nu af skal jeg ikke drikke af Vintræets Frugt, førend Guds Rige kommer.“ Og han tog Brød, takkede og brød det og gav dem det og sagde: „Dette er mit Legeme, det, som gives for eder; gører dette til min Ihukommelse!“ Ligesaa tog han ogsaa Kalken efter Aftensmaaltidet og sagde: „Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod, det, som udgydes for eder. Men se, hans Haand, som forraader mig, er her paa Bordet hos mig. Thi Menneskesønnen gaar bort, som det er beskikket; dog ve det Menneske, ved hvem han bliver forraadt!“ Og de begyndte at spørge hverandre indbyrdes om, hvem af dem det dog kunde være, som skulde gøre dette. Men der opstod ogsaa en Trætte iblandt dem om, hvem af dem der maatte synes at være den største. Men han sagde til dem: „Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. I derimod ikke saaledes; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener. Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Troner og dømme Israels tolv Stammer.“ Men Herren sagde: „Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!“ Men han sagde til ham: „Herre! jeg er rede til at gaa med dig baade i Fængsel og i Døden.“ Men han sagde: „Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kender mig.“ Og han sagde til dem: „Da jeg udsendte eder uden Pung og Taske og Sko, manglede I da noget?“ Og de sagde: „Intet.“ Men han sagde til dem: „Men nu, den, som har en Pung, tage den med, ligesaa ogsaa en Taske; og den, som ikke har noget Sværd, sælge sin Kappe og købe et! Thi jeg siger eder: Det, som er skrevet, bør opfyldes paa mig, dette: „Og han blev regnet iblandt Overtrædere;“ thi ogsaa med mig har det en Ende.“ Men de sagde: „Herre! se, her ere to Sværd.“ Men han sagde til dem: „Det er nok.“ Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men ogsaa Disciplene fulgte ham. Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: „Beder om ikke at falde i Fristelse.“ Og han rev sig løs fra dem, saa meget som et Stenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde: „Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!“ Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. Og da han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden. Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. Og han sagde til dem: „Hvorfor sove I? Staar op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse.“ Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. Men Jesus sagde til ham: „Judas! forraader du Menneskesønnen med et Kys?“ Men da de, som vare omkring ham, saa, hvad der vilde ske, sagde de: „Herre! skulle vi slaa til med Sværd?“ Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Jesus tog til Orde og sagde: „Lad dem gøre ogsaa dette!“ Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de Ældste, som vare komne til ham: „I ere gaaede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt.“ Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. Og de tændte en Ild midt i Gaarden og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. Men en Pige saa ham sidde i Lysskæret og stirrede paa ham og sagde: „Ogsaa denne var med ham.“ Men han fornægtede ham og sagde: „Jeg kender ham ikke, Kvinde!“ Og lidt derefter saa en anden ham og sagde: „Ogsaa du er en af dem.“ Men Peter sagde: „Menneske! det er jeg ikke.“ Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: „I Sandhed, ogsaa denne var med ham; han er jo ogsaa en Galilæer.“ Men Peter sagde: „Menneske! jeg forstaar ikke, hvad du siger.“ Og straks, medens han endnu talte, galede Hanen. Og Herren vendte sig og saa paa Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: „Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange.“ Og han gik udenfor og græd bitterligt. Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: „Profetér! hvem var det, som slog dig?“ Og mange andre Ting sagde de spottende til ham.

Lukasevangeliet 22:7-65 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Så kom den første dag under påskefesten, hvor påskelammet skulle slagtes. Jesus kaldte på Peter og Johannes. „Gå ind til byen og gør klar til, at vi sammen kan fejre påskemåltidet,” sagde han. „Hvor vil du have, at vi skal gå hen og gøre det hele parat?” spurgte de. „Når I kommer ind i byen, vil I møde en mand, der bærer på en vandkrukke. Følg efter ham til det hus, hvor han går ind, og sig til husets ejer: ‚Mesteren spørger: Hvor er det rum, hvor jeg kan spise påskemåltidet sammen med mine disciple?’ Så vil han føre jer op ovenpå til et stort rum, hvor der er gjort klar med borde og hynder på gulvet. Der skal I gøre måltidet parat.” Da de kom ind i byen, fandt de det hele, sådan som Jesus havde sagt, og de gjorde alt klar til påskemåltidet. Da tiden var inde, gik Jesus derhen sammen med apostlene, og de lagde sig omkring bordet for at begynde måltidet. Jesus sagde til dem: „Af hele mit hjerte har jeg længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Det er det sidste påskemåltid, jeg tager del i, indtil der bliver den fuldkomne påske i Guds rige.” Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sagde: „Tag denne vin og del den imellem jer, for jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin igen, før Guds rige kommer.” Senere tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det over, delte det ud til disciplene og sagde: „Dette brød er mit legeme, som skal ofres for jeres skyld. Spis det for at huske på, hvad jeg har gjort for jer.” Efter måltidet tog han vinbægeret og sagde: „Dette bæger vin er mit blod, som udgydes for jer. Det besegler den nye pagt.” Jesus fortsatte: „Men en af jer, som spiser sammen med mig, vil forråde mig. Menneskesønnen skal dø, sådan som Gud har bestemt det. Men ve det menneske, som forråder mig!” Straks begyndte disciplene at diskutere hvem af dem, der kunne finde på at gøre sådan noget. Disciplene diskuterede også hvem af dem, der var bedst egnet som leder. Da sagde Jesus til dem: „Denne verdens magthavere hundser med dem, de har under sig, og selv en diktator ynder at kalde sig folkets velgører. Sådan skal I ikke opføre jer. De, der er ledere iblandt jer, skal være villige til at tjene dem, de er ledere for. De, som har højest rang iblandt jer, skal stå på lige fod med dem, som har den laveste rang. Ude i verden er det sådan, at den, der bliver beværtet, er større end den, som tjener ved bordet. Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. I har trofast stået sammen med mig i mine prøvelser. Med den autoritet, som min Far har givet mig, lover jeg jer nu, at I skal få lov til at sidde til bords i mit rige, ja, I skal få lov til at sidde på troner og regere over Israels 12 stammer.” Jesus henvendte sig nu til Simon Peter: „Simon, Satan vil friste jer til fald, men jeg har bedt om, at du ikke skal miste troen. Når du senere hen angrer og omvender dig, da styrk de andre disciple.” „Herre,” svarede Peter, „for dig er jeg villig til at gå i fængsel, ja, til at dø, om det skal være.” „Det siger jeg dig, Peter, inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Derefter spurgte Jesus disciplene: „Da jeg sendte jer ud uden pung eller taske eller ekstra sandaler, kom I da til at mangle noget?” „Nej,” svarede de. „Men nu skal den, som har penge, tage dem med. Den, som har en taske, skal tage den med, og den, som ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe et. Det skriftsted, der siger: ‚Han blev regnet som en synder,’ vil snart gå i opfyldelse, for det, der er skrevet om mig, skal nødvendigvis opfyldes.” „Se, Herre! Vi har to sværd!” „Nok om det,” svarede Jesus. Sammen med disciplene gik Jesus nu som så ofte før ud til Olivenbjerget. Der sagde han til dem: „Bed Gud om hjælp til ikke at bukke under for fristelserne.” Så gik han så langt som et stenkast fra dem, knælede ned og bad: „Far, hvis du er villig til det, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Men din vilje ske, ikke min!” Da viste en engel sig for ham og styrkede ham. Han var i en sådan dødsangst, at hans sved faldt som bloddråber på jorden, mens han bad mere og mere indtrængende. Da han rejste sig og gik hen til disciplene, var de faldet i søvn af træthed og fortvivlelse. „Hvordan kan I sove?” sagde han. „Rejs jer op og bed, så I ikke bukker under for fristelserne.” Allerede mens Jesus talte, nærmede en flok mænd sig med Judas, en af de Tolv, i spidsen. Han gik lige hen til Jesus og hilste ham med et kys på kinden. „Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” sagde Jesus. Da de andre disciple blev klar over, hvad der var ved at ske, råbte de: „Skal vi slå til, Herre?” Uden at vente på svar langede en af dem ud efter ypperstepræstens tjener med sit sværd og huggede hans højre øre af. „Nej, lad dem blot gå så vidt!” svarede Jesus, og så rørte han ved mandens øre og helbredte ham. Derefter henvendte han sig til dem, der var kommet for at arrestere ham: ypperstepræsterne, officererne blandt vagtmandskabet og de øvrige jødiske ledere, som var fulgt med. „Jeg må være en farlig forbryder, siden I kommer med sværd og knipler for at arrestere mig! Hvorfor pågreb I mig ikke i templet? Jeg var der jo hver eneste dag. Men nu er det jeres time, og mørket har magten.” Så greb de Jesus og førte ham til ypperstepræstens hus. Peter fulgte efter, men på sikker afstand. Vagtmandskabet havde tændt bål midt i gården, og Peter slog sig ned blandt dem, der sad rundt om det. En tjenestepige lagde mærke til ham i skæret fra ilden og stirrede på ham. Så udbrød hun: „Han dér var også sammen med Jesus!” „Kvinde, jeg kender overhovedet ikke den mand,” forsikrede Peter. Lidt efter var der en anden, som fik øje på Peter: „Du er også en af dem!” råbte han. „Vel er jeg ej, mand!” råbte Peter tilbage. En times tid senere var der en, der forsikrede: „Han dér er bestemt en af Jesu disciple. I kan jo selv høre, at han er fra Galilæa!” Men Peter råbte: „Mand dog, jeg aner ikke, hvad du snakker om!” Netop da var der en hane, der galede. Jesus vendte sig om og så på Peter, og pludselig huskede han, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer i nat, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Da gik Peter udenfor og brast i en fortvivlet gråd. Vagterne, der stod omkring Jesus, slog og hånede ham. De gav ham bind for øjnene, og efter hvert slag råbte de: „Hvem var det, der slog dig, profet?” Også på mange andre måder hånede de ham.