Lukasevangeliet 22:54-71
Lukasevangeliet 22:54-71 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. Og de tændte en Ild midt i Gaarden og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. Men en Pige saa ham sidde i Lysskæret og stirrede paa ham og sagde: „Ogsaa denne var med ham.“ Men han fornægtede ham og sagde: „Jeg kender ham ikke, Kvinde!“ Og lidt derefter saa en anden ham og sagde: „Ogsaa du er en af dem.“ Men Peter sagde: „Menneske! det er jeg ikke.“ Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: „I Sandhed, ogsaa denne var med ham; han er jo ogsaa en Galilæer.“ Men Peter sagde: „Menneske! jeg forstaar ikke, hvad du siger.“ Og straks, medens han endnu talte, galede Hanen. Og Herren vendte sig og saa paa Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: „Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange.“ Og han gik udenfor og græd bitterligt. Og de Mænd, som holdt Jesus, spottede ham og sloge ham; og de kastede et Klæde over ham og spurgte ham og sagde: „Profetér! hvem var det, som slog dig?“ Og mange andre Ting sagde de spottende til ham. Og da det blev Dag, samlede Folkets Ældste sig og Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de førte ham hen for deres Raad og sagde: „Er du Kristus, da sig os det!“ Men han sagde til dem: „Siger jeg eder det, tro I det ikke. Og om jeg spørger, svare I mig ikke, ej heller løslade I mig. Men fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds Krafts højre Haand.“ Men de sagde alle: „Er du da Guds Søn?“ Og han sagde til dem: „I sige det; jeg er det.“ Men de sagde: „Hvad have vi længere Vidnesbyrd nødig? vi have jo selv hørt det af hans Mund!“
Lukasevangeliet 22:54-71 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Så greb de Jesus og førte ham til ypperstepræstens hus. Peter fulgte efter, men på sikker afstand. Vagtmandskabet havde tændt bål midt i gården, og Peter slog sig ned blandt dem, der sad rundt om det. En tjenestepige lagde mærke til ham i skæret fra ilden og stirrede på ham. Så udbrød hun: „Han dér var også sammen med Jesus!” „Kvinde, jeg kender overhovedet ikke den mand,” forsikrede Peter. Lidt efter var der en anden, som fik øje på Peter: „Du er også en af dem!” råbte han. „Vel er jeg ej, mand!” råbte Peter tilbage. En times tid senere var der en, der forsikrede: „Han dér er bestemt en af Jesu disciple. I kan jo selv høre, at han er fra Galilæa!” Men Peter råbte: „Mand dog, jeg aner ikke, hvad du snakker om!” Netop da var der en hane, der galede. Jesus vendte sig om og så på Peter, og pludselig huskede han, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer i nat, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Da gik Peter udenfor og brast i en fortvivlet gråd. Vagterne, der stod omkring Jesus, slog og hånede ham. De gav ham bind for øjnene, og efter hvert slag råbte de: „Hvem var det, der slog dig, profet?” Også på mange andre måder hånede de ham. Det var nu ved at blive lyst, og det jødiske råd var samlet, både ypperstepræsterne, de skriftlærde og alle de øvrige ledere. Jesus blev ført frem for rådet, og man tog ham i forhør: „Er du Messias, så sig os det lige ud.” „I tror jo ikke på, hvad jeg siger,” svarede Jesus. „Og I plejer heller ikke at svare, når jeg spørger jer om noget. Men snart skal Menneskesønnen tage plads ved den mægtige Guds højre side.” Straks råbte de i munden på hinanden: „Så er du altså Guds Søn?” Jesus svarede: „I siger det selv. Ja, jeg er!” „Så er der ikke brug for flere vidner!” lød det rundt omkring. „Nu har han selv indrømmet det.”