Lukasevangeliet 22:39-53
Lukasevangeliet 22:39-53 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Sammen med disciplene gik Jesus nu som så ofte før ud til Olivenbjerget. Der sagde han til dem: „Bed Gud om hjælp til ikke at bukke under for fristelserne.” Så gik han så langt som et stenkast fra dem, knælede ned og bad: „Far, hvis du er villig til det, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Men din vilje ske, ikke min!” Da viste en engel sig for ham og styrkede ham. Han var i en sådan dødsangst, at hans sved faldt som bloddråber på jorden, mens han bad mere og mere indtrængende. Da han rejste sig og gik hen til disciplene, var de faldet i søvn af træthed og fortvivlelse. „Hvordan kan I sove?” sagde han. „Rejs jer op og bed, så I ikke bukker under for fristelserne.” Allerede mens Jesus talte, nærmede en flok mænd sig med Judas, en af de Tolv, i spidsen. Han gik lige hen til Jesus og hilste ham med et kys på kinden. „Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” sagde Jesus. Da de andre disciple blev klar over, hvad der var ved at ske, råbte de: „Skal vi slå til, Herre?” Uden at vente på svar langede en af dem ud efter ypperstepræstens tjener med sit sværd og huggede hans højre øre af. „Nej, lad dem blot gå så vidt!” svarede Jesus, og så rørte han ved mandens øre og helbredte ham. Derefter henvendte han sig til dem, der var kommet for at arrestere ham: ypperstepræsterne, officererne blandt vagtmandskabet og de øvrige jødiske ledere, som var fulgt med. „Jeg må være en farlig forbryder, siden I kommer med sværd og knipler for at arrestere mig! Hvorfor pågreb I mig ikke i templet? Jeg var der jo hver eneste dag. Men nu er det jeres time, og mørket har magten.”
Lukasevangeliet 22:39-53 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og han gik ud og gik efter sin Sædvane til Oliebjerget; men ogsaa Disciplene fulgte ham. Men da han kom til Stedet, sagde han til dem: „Beder om ikke at falde i Fristelse.“ Og han rev sig løs fra dem, saa meget som et Stenkast, og faldt paa Knæ, bad og sagde: „Fader, vilde du dog tage denne Kalk fra mig! dog ske ikke min Villie, men din!“ Men en Engel fra Himmelen viste sig for ham og styrkede ham. Og da han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der faldt ned paa Jorden. Og da han stod op fra Bønnen og kom til Disciplene, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. Og han sagde til dem: „Hvorfor sove I? Staar op og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse.“ Medens han endnu talte, se, da kom der en Skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. Men Jesus sagde til ham: „Judas! forraader du Menneskesønnen med et Kys?“ Men da de, som vare omkring ham, saa, hvad der vilde ske, sagde de: „Herre! skulle vi slaa til med Sværd?“ Og en af dem slog Ypperstepræstens Tjener og afhuggede hans højre Øre. Men Jesus tog til Orde og sagde: „Lad dem gøre ogsaa dette!“ Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. Men Jesus sagde til Ypperstepræsterne og Høvedsmændene for Helligdommen og de Ældste, som vare komne til ham: „I ere gaaede ud som imod en Røver med Sværd og Knipler. Da jeg var daglig hos eder i Helligdommen, udrakte I ikke Hænderne imod mig; men dette er eders Time og Mørkets Magt.“