Lukasevangeliet 18:18-28
Lukasevangeliet 18:18-28 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
En af de jødiske ledere kom en dag til Jesus med et spørgsmål. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?” „Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke begå drab, ikke stjæle, ikke anklage nogen på falsk grundlag, og du skal ære din far og din mor.” „Alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung,” svarede manden. Da Jesus hørte det svar, sagde han: „Du mangler én ting endnu. Sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom – og kom så og følg mig!” Det blev manden dybt ulykkelig over at høre, for han var meget rig. Da Jesus så hans bedrøvede ansigt, sagde han: „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige! Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.” De omkringstående var forbløffede. „Hvem kan så få det evige liv?” spurgte de. Jesus svarede: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud.” „Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har forladt vores hjem og ejendele for at følge dig.”
Lukasevangeliet 18:18-28 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: „Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?“ Men Jesus sagde til ham: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud. Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder.“ Men han sagde: „Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.“ Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: „Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!“ Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var saare rig. Men da Jesus saa, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: „Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige! thi det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.“ Men de, som hørte det, sagde: „Hvem kan da blive frelst?“ Men han sagde: „Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.“ Men Peter sagde: „Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig.“