Lukasevangeliet 12:41-48
Lukasevangeliet 12:41-48 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Peter spurgte: „Er det med henblik på os, du fortæller den historie, eller gælder det alle?” Jesus svarede: „En klog og god forvalter passer sin herres ejendom godt og sørger for, at alle de øvrige tjenere får noget at spise til rette tid. Lykkelig den forvalter, som trofast er i gang med at udføre sit arbejde, når hans herre vender tilbage. Det siger jeg jer: Hans herre vil give ham ansvaret for alt, hvad han ejer. Men hvis forvalteren tænker: ‚Det varer nok længe, inden min herre viser sig’, kan han give sig til at mishandle alle tjenestefolkene, alt imens han selv fester og drikker. Når så hans herre kommer på et uventet tidspunkt, bliver forvalteren hårdt straffet og kommer til at dele skæbne med de vantro. Når han bliver straffet så hårdt, er det fordi, han var blevet bedt om at holde sig parat, og han udmærket vidste, hvad hans herre havde befalet ham at gøre. Alligevel gjorde han det ikke. Men de, der ikke kender deres herres vilje og gør sig skyldige i noget, de fortjener straf for, vil få en mildere straf, for man forlanger mest af dem, der har fået mest betroet.
Lukasevangeliet 12:41-48 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Men Peter sagde til ham: „Herre! siger du denne Lignelse til os eller ogsaa til alle?“ Og Herren sagde: „Hvem er vel den tro og forstandige Husholder, som Herren vil sætte over sit Tyende til at give dem den bestemte Kost i rette Tid? Salig er den Tjener, hvem hans Herre, naar han kommer, finder handlende saaledes. Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han ejer. Men dersom hin Tjener siger i sit Hjerte: „Min Herre tøver med at komme“ og saa begynder at slaa Karlene og Pigerne og at spise og drikke og beruse sig, da skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, han ikke venter, og i den Time, han ikke ved, og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med de utro. Men den Tjener, som har kendt sin Herres Villie og ikke har truffet Forberedelser eller handlet efter hans Villie, skal have mange Hug; men den, som ikke har kendt den og har gjort, hvad der er Hug værd, skal have faa Hug. Enhver, hvem meget er givet, af ham skal man kræve meget; og hvem meget er betroet, af ham skal man forlange mere.