Lukasevangeliet 1:67-80
Lukasevangeliet 1:67-80 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Johannesʼ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede: „Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besluttet at befri sit folk. Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser af sin tjener Davids slægt. Det forudsagde han gennem sine udvalgte profeter i fordums tid: En Frelser, der skal befri os fra vore fjender, fra alle, der hader os. Han husker sin pagt med Abraham, det løfte, han selv har givet, om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed uden frygt for vore fjender. Og du, mit barn, du skal kaldes den Højestes profet, for du skal bane vej for Herren. Du skal fortælle hans folk om frelsen, ved at de får deres synd tilgivet som følge af Guds inderlige barmhjertighed. Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os. Hans lys vil skinne for dem, som lever i mørke og i dødens skygge, og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.” Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.
Lukasevangeliet 1:67-80 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligaand, og han profeterede og sagde: „Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk og har oprejst os et Frelsens Horn i sin Tjener Davids Hus, saaledes som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som hade os, for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os, at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt, i Hellighed og Retfærdighed for hans Aasyn, alle vore Dage. Men ogsaa du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gaa foran for Herrens Aasyn for at berede hans Veje, for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse, for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind paa Fredens Vej.“ Men Barnet voksede og blev styrket i Aanden; og han var i Ørknerne indtil den Dag, da han traadte frem for Israel.