Lukasevangeliet 1:57-66
Lukasevangeliet 1:57-66 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende. Og det skete paa den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn. Og hans Moder svarede og sagde: „Nej, han skal kaldes Johannes.“ Og de sagde til hende: „Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.“ Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes. Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: „Johannes er hans Navn.“ Og de undrede sig alle. Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud. Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. Og alle, som hørte det, lagde sig det paa Hjerte og sagde: „Hvad mon der skal blive af dette Barn?“ Thi Herrens Haand var med ham.
Lukasevangeliet 1:57-66 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Dagen kom, hvor Elisabet skulle føde, og hun fik en dreng. Familie og naboer fik hurtigt den gode nyhed at vide, og alle glædede sig over Guds godhed mod hende. Ugedagen efter kom slægt og venner for at deltage i omskærelsesceremonien. Alle regnede med, at drengen skulle hedde Zakarias som sin far, men Elisabet sagde: „Nej, han skal hedde Johannes!” „Hvorfor?” udbrød de. „Der er ikke én i hele familien, der hedder sådan.” Så spurgte de med tegn og fagter barnets far, hvad han ønskede, drengen skulle hedde. Han forlangte at få en tavle, og til alles store overraskelse skrev han: „Drengens navn er Johannes.” I samme øjeblik kunne Zakarias tale igen, og han begyndte at lovprise Gud. Naboerne blev slået af forundring, og beretningen herom gik fra mund til mund over hele Judæas højland. Alle, der hørte om det, undrede sig og sagde: „Hvad mon Gud har for med den dreng?” De mirakler, der var sket, gjorde det klart, at Gud havde særlige planer med ham.