Lukasevangeliet 1:40-80
Lukasevangeliet 1:40-80 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og hun kom ind i Sakarias's Hus og hilste Elisabeth. Og det skete, da Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv. Og Elisabeth blev fyldt med den Helligaand og raabte med høj Røst og sagde: „Velsignet er du iblandt Kvinder! og velsignet er dit Livs Frugt! Og hvorledes times dette mig, at min Herres Moder kommer til mig? Thi se, da din Hilsens Røst naaede mine Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd. Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, hvad der er sagt hende af Herren.“ Og Maria sagde: „Min Sjæl ophøjer Herren; og min Aand fryder sig over Gud, min Frelser; thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt; og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe. Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, saaledes som han talte til vore Fædre.“ Og Maria blev hos hende omtrent tre Maaneder, og hun drog til sit Hjem igen. Men for Elisabeth fuldkommedes Tiden til, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædede sig med hende. Og det skete paa den ottende Dag, da kom de for at omskære Barnet; og de vilde kalde det Sakarias efter Faderens Navn. Og hans Moder svarede og sagde: „Nej, han skal kaldes Johannes.“ Og de sagde til hende: „Der er ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn.“ Men de gjorde Tegn til hans Fader om, hvad han vilde, det skulde kaldes. Og han forlangte en Tavle og skrev disse Ord: „Johannes er hans Navn.“ Og de undrede sig alle. Men straks oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talte og priste Gud. Og der kom en Frygt over alle, som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. Og alle, som hørte det, lagde sig det paa Hjerte og sagde: „Hvad mon der skal blive af dette Barn?“ Thi Herrens Haand var med ham. Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligaand, og han profeterede og sagde: „Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk og har oprejst os et Frelsens Horn i sin Tjener Davids Hus, saaledes som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som hade os, for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os, at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt, i Hellighed og Retfærdighed for hans Aasyn, alle vore Dage. Men ogsaa du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gaa foran for Herrens Aasyn for at berede hans Veje, for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse, for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind paa Fredens Vej.“ Men Barnet voksede og blev styrket i Aanden; og han var i Ørknerne indtil den Dag, da han traadte frem for Israel.
Lukasevangeliet 1:39-80 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Maria tog nu af sted til Judæas højland, til den by, hvor Zakarias boede, for hun ville besøge Elisabet. I samme øjeblik Elisabet hørte Marias fredshilsen, sparkede barnet inde i hendes mave, og hun blev fyldt med Helligåndens kraft. „Maria!” råbte hun glædestrålende, „hvor er du en velsignet kvinde, og velsignet er det barn, du venter. Hvilken ære, at min Herres mor kommer og besøger mig. Netop da jeg hørte din fredshilsen, hoppede barnet inden i mig af fryd. Du er velsignet, fordi du troede på, at Gud ville opfylde det løfte, han gav dig.” Maria brød nu ud i en lovprisning til Gud: „Jeg priser Herren af hele mit hjerte! Jeg fryder mig over Gud, min Frelser, for han har udvalgt mig, sin ringe tjener. Alle kommende slægter vil kalde mig velsignet, for den Almægtige har gjort store ting mod mig. Han er en hellig Gud, og hans trofaste nåde gælder alle, der ærer ham. Han straffer enhver, som har hovmod i hjertet, og spreder dem for alle vinde. Verdens fyrster styrter han fra tronen, men de ydmyge ophøjer han. De sultne mætter han med alt godt, men de rige sender han tomhændet bort. Han er kommet for at hjælpe sin tjener Israel ved at opfylde sit løfte om nåde, det løfte, han gav vores forfædre, om at velsigne Abraham og hans børn for evigt.” Maria blev hos Elisabet i omtrent tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem. Dagen kom, hvor Elisabet skulle føde, og hun fik en dreng. Familie og naboer fik hurtigt den gode nyhed at vide, og alle glædede sig over Guds godhed mod hende. Ugedagen efter kom slægt og venner for at deltage i omskærelsesceremonien. Alle regnede med, at drengen skulle hedde Zakarias som sin far, men Elisabet sagde: „Nej, han skal hedde Johannes!” „Hvorfor?” udbrød de. „Der er ikke én i hele familien, der hedder sådan.” Så spurgte de med tegn og fagter barnets far, hvad han ønskede, drengen skulle hedde. Han forlangte at få en tavle, og til alles store overraskelse skrev han: „Drengens navn er Johannes.” I samme øjeblik kunne Zakarias tale igen, og han begyndte at lovprise Gud. Naboerne blev slået af forundring, og beretningen herom gik fra mund til mund over hele Judæas højland. Alle, der hørte om det, undrede sig og sagde: „Hvad mon Gud har for med den dreng?” De mirakler, der var sket, gjorde det klart, at Gud havde særlige planer med ham. Johannesʼ far, Zakarias, blev fyldt med Helligåndens kraft og profeterede: „Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besluttet at befri sit folk. Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser af sin tjener Davids slægt. Det forudsagde han gennem sine udvalgte profeter i fordums tid: En Frelser, der skal befri os fra vore fjender, fra alle, der hader os. Han husker sin pagt med Abraham, det løfte, han selv har givet, om at vi altid kunne tjene ham i hellighed og retfærdighed uden frygt for vore fjender. Og du, mit barn, du skal kaldes den Højestes profet, for du skal bane vej for Herren. Du skal fortælle hans folk om frelsen, ved at de får deres synd tilgivet som følge af Guds inderlige barmhjertighed. Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os. Hans lys vil skinne for dem, som lever i mørke og i dødens skygge, og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.” Johannes voksede op og var meget modtagelig for åndelig åbenbarelse. Han opholdt sig i ødemarken, mens han forberedte sig til den dag, da han skulle træde offentligt frem for Israels folk.