3. Mosebog 7:11-34
3. Mosebog 7:11-34 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og dette er Loven om Takofret, som man skal ofre for Herren. Vil man ofre det til Lovoffer, da skal man tillige med Lovofrets Slagtoffer bringe usyrede Kager blandede med Olie og usyrede tynde Kager, overstrøgne med Olie, og Mel, æltet til Kager, som ere blandede med Olie. Tillige med Kager af syret Brød skal man bringe sit Offer, med Slagtofret, som hører til Takofrets Lovoffer. Og man skal ofre deraf et Stykke af hver Offergave som en Gave til Herren; det skal høre den Præst til, som stænker Takofrets Blod. Og Kødet af Slagtofret, som hører til nogens Takoffers Lovoffer, skal ædes paa hans Offers Dag; man skal intet lade blive deraf til om Morgenen. Og dersom det Slagtoffer, som han ofrer, er et Løfteoffer eller et frivilligt Offer, da skal det ædes paa den samme Dag, han ofrer sit Offer, og den næste Dag skal det ædes, som levnes deraf. Men hvad der levnes af Ofrets Kød, skal paa den tredje Dag opbrændes med Ild. Og dersom der alligevel ædes af hans Takoffers Kød paa den tredje Dag, da bliver han ikke behagelig; den, som ofrede det, ham skal det ikke regnes til gode, det skal være en Vederstyggelighed; og den, som æder deraf, skal bære sin Misgerning. Og det Kød, som rører ved noget urent, skal ikke ædes, det skal opbrændes med Ild, men hvad Kødet ellers angaar, maa enhver, som er ren, æde Kødet. Og hver den, som æder Kødet af Takofret, som hører Herren til, medens hans Urenhed er paa ham, den Person skal udryddes fra sit Folk. Og naar nogen rører ved noget urent, ved et urent Menneske eller ved et urent Dyr eller ved nogen som helst uren Vederstyggelighed og æder af Takofrets Kød, som hører Herren til, da skal den Person udryddes fra sit Folk. Og Herren talede til Mose og sagde: Tal til Israels Børn og sig: I skulle intet Fedt æde af Okse eller Lam eller Ged. Men Fedtet af Aadsel og Fedtet af det, som er revet, det maa benyttes til alle Haande Brug, men I skulle aldeles ikke æde det. Thi om nogen æder Fedtet af Dyr, af hvilke man skal ofre et Ildoffer for Herren, da skal den, som æder deraf, udryddes fra sit Folk. Og I skulle intet Blod æde i alle eders Boliger, enten af Fugle eller af Dyr. Enhver, som æder noget Blod, den Person skal udryddes fra sit Folk. Og Herren talede til Mose og sagde: Tal til Israels Børn og sig: Hvo som vil ofre sit Takoffers Slagtoffer for Herren, han skal fremføre sit Offer for Herren, af sit Takoffers Slagtoffer. Hans Hænder skulle frembære Herrens Ildoffer; han skal frembære Fedtet tilligemed Brystet, Brystet, for at røre det med en Rørelse for Herrens Ansigt. Og Præsten skal gøre et Røgoffer af Fedtet paa Alteret, men Brystet skal høre Aron og hans Sønner til. Og I skulle give Præsten den højre Bov som Offergave, af eders Takoffers Slagtofre. Den af Arons Sønner, som ofrer Blodet af Takofret og Fedtet, han skal have den højre Bov til Del. Thi jeg har taget Brystet, som bliver rørt, og Boven, som bliver given, fra Israels Børn ud af deres Takofres Slagtofre og har givet Præsten Aron og hans Sønner dem, til en evig Rettighed af Israels Børn.
3. Mosebog 7:11-34 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Følgende regler gælder for de fællesskabsofre, som bringes til Herren: Hvis det drejer sig om et lovprisningsoffer, skal der sammen med offeret bringes rundbrød og fladbrød, blandet med olivenolie og bagt uden surdej. Offeret skal bringes til Herren sammen med et brød, bagt med surdej. Et brød af hver slags skal bæres frem for Herrens alter med en svingende bevægelse, hvorefter brødene tilfalder den præst, som stænker offerdyrets blod på alteret. Efter at offerdyrets bedste og fedeste dele er blevet ofret til Herren som en lovprisning, skal præsterne spise dyrets kød samme dag, for intet må levnes til næste dag. Men hvis nogen ønsker at bringe ofre af anden art, hvad enten det drejer sig om indfrielsen af et løfte til Herren eller frivillige ofre, må der gerne levnes noget, som så kan spises næste dag. Hvis noget derimod levnes til tredjedagen, skal det brændes, for hvis noget spises på tredjedagen, vil Herren ikke anerkende det som et gyldigt offer, og offeret gavner ikke den, som bragte det. Ligeledes regnes den præst, som spiser dette offer, for skyldig, for det er afskyeligt for Herren, og præsten kommer til at stå til regnskab for sin synd. Hvis kødet kommer i berøring med noget urent, må det ikke spises, men det skal brændes. Samtidig gælder det, at offerkød kun må spises af personer, der er rituelt rene. Den præst, som er uren, men som alligevel spiser af fællesskabsofferet, skal dø. Den, som rører ved et urent dyr eller noget urent fra et menneske, og derefter spiser af fællesskabsofferet, skal dø.” Derefter sagde Herren til Moses: „Sig til Israels folk, at de aldrig må spise fedt, hverken fra kvæg eller får eller geder. Fedtet fra et dyr, som dør af sygdom, eller som dræbes af vilde dyr, må heller ikke spises, men det må gerne bruges til andre formål. Enhver, der spiser fedt fra et offerdyr, skal dø. Spis aldrig blod, hverken fra fugle eller andre dyr. Enhver, som gør det, skal dø.” Herren fortsatte: „Sig til Israels folk, at de, der bringer Herren et fællesskabsoffer, selv skal frembære deres offer. De skal personligt ofre dyrets fedt og bryststykke som en gave til Herren. Bryststykket skal svinges frem og tilbage foran alteret. Så skal præsten brænde fedtet på alteret, men bryststykket skal tilfalde præsterne, og det højre lår skal tilfalde den præst, som udfører offerhandlingen. Bryststykket og det højre lår skal være en gave fra Israels folk og skal altid tilfalde præsterne, for det er deres andel af fællesskabsofferet.”