3. Mosebog 26:1-13
3. Mosebog 26:1-13 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
I skulle ikke gøre eder Afguder, I skulle ikke heller oprejse eder noget udskaaret Billede eller Støtte, og Stene med Billeder paa skulle I ikke sætte i eders Land, at tilbede ved dem; thi jeg er Herren eders Gud. Holder mine Sabbater, og frygter for min Helligdom; jeg er Herren. Dersom I vandre i mine Skikke og holde mine Bud og gøre dem, da vil jeg give eder Regn i sin Tid, og Jorden skal give sin Grøde, og Træer paa Marken skulle bære deres Frugt. Og Tærsketiden skal vare for eder til Vinhøsten, og Vinhøsten skal vare til Kornsæden, og I skulle æde eders Brød, at I vorde mætte, og I skulle bo tryggelig i eders Land. Og jeg vil give Fred i Landet, at I maa hvile i Ro, og ingen skal forfærde eder; og jeg vil lade de vilde Dyr forsvinde af Landet, og Sværdet skal ikke gaa igennem eders Land. Og I skulle forfølge eders Fjender, og de skulle falde for eders Ansigt ved Sværdet. Og fem af eder skulle forfølge Hundrede, og Hundrede af eder skulle forfølge Titusinde; og eders Fjender skulle falde for eders Ansigt ved Sværdet. Og jeg vil vende mig til eder og gøre eder frugtbare og gøre eder mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder. Og I skulle æde det gamle, som er blevet gammelt; og I skulle skaffe det gamle bort for det nyes Skyld. Og jeg vil sætte min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder. Og jeg vil vandre midt iblandt eder og vil være eders Gud, og I, I skulle være mig til et Folk. Jeg er Herren eders Gud, som udførte eder af Ægyptens Land, at I ikke skulle være deres Trælle, og jeg har brudt eders Aags Stænger og ladet eder gaa oprejste.
3. Mosebog 26:1-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
I må ikke lave afguder eller tilbede stenstøtter og udskårne billeder i træ eller sten, for det er mig, der er jeres Gud. I skal overholde loven om sabbatsdagen og vise respekt for min helligdom. Hvis I adlyder mine befalinger og nøje overholder mine love, vil jeg sende regn til rette tid, så jorden giver gode afgrøder, og træerne bugner med frugt. Når vinhøsten nærmer sig om efteråret, vil I endnu ikke være færdige med at tærske korn, og når tiden kommer til at så jeres vinterkorn, vil I endnu ikke være færdige med at høste vindruerne. Adlyder I mig, vil jeg give jer rigeligt med mad og love jer tryghed i landet, for jeg vil give jer fred, og I skal lægge jer til ro uden frygt. Jeg vil jage de vilde dyr bort og sørge for, at landet ikke hærges af krig. I skal jage jeres fjender på flugt, og I skal forfølge dem og hugge dem ned. Fem af jer vil være nok til at jage 100 fjender på flugt – og 100 af jer nok til 10.000! Fjenderne skal falde for jeres sværd. Adlyder I mig, vil jeg hjælpe jer og gøre jer til et stort folk, for da vil jeg opfylde mine pagtsløfter til jer. Jeres høst skal blive så stor, at I må smide den gamle høst ud for at få plads til den nye. Jeg vil bo midt iblandt jer, og jeg vil ikke lade jer i stikken. Jeg vil holde til hos jer, og I skal være mit folk, for jeg er Herren, jeres Gud, som førte jer ud af Egyptens land, så I ikke længere skulle være slaver. Jeg har fjernet slaveåget fra jeres skuldre og givet jer jeres værdighed og selvrespekt tilbage.