3. Mosebog 19:14-32

3. Mosebog 19:14-32 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Du skal ikke bande den døve, og ikke lægge Stød for den blinde; men du skal frygte din Gud; jeg er Herren. I skulle ikke gøre Uret i Dommen, du skal ikke anse den ringes Person og heller ikke gøre Ære af den vældiges Person; men du skal dømme din Næste i Retfærdighed. Du skal ikke gaa om som en Bagvasker iblandt dit Folk, du skal ikke staa efter din Næstes Blod; jeg er Herren. Du skal ikke hade din Broder i dit Hjerte; men du skal irettesætte din Næste, at du ikke skal bære Synd for hans Skyld. Du skal ikke hævne dig selv, ej heller beholde Vrede imod dit Folks Børn, og du skal elske din Næste som dig selv; jeg er Herren. I skulle holde mine Skikke; du skal ikke lade dit Kvæg parre sig med et af et andet Slags; du skal ikke besaa din Ager med to Slags Sæd; og Klæder af to Slags, vævet til sammen, skal ej komme paa dig. Og naar en Mand ligger hos en Kvinde og har Omgang med hende, og hun er en Tjenestepige, som er trolovet med en Mand, og hun ikke er løskøbt, eller ikke har faaet sin Frihed, da skal der ske en Hudstrygelse, men de skulle ikke dødes; thi hun var ikke frigiven. Men han skal føre sit Skyldoffer frem for Herren til Forsamlingens Pauluns Dør, en Væder til Skyldoffer. Og Præsten skal gøre Forligelse for ham med Skyldofrets Væder, for Herrens Ansigt, for hans Synd, som han syndede; saa skal han faa Forladelse for sin Synd, som han syndede. Og naar I komme ind i Landet og plante alle Haande Frugttræer, da skulle I agte deres Frugt, som om det var Forhud paa dem; i tre Aar skulle de agtes af eder som uomskaarne, der skal ikke ædes deraf. Og i det fjerde Aar skal al deres Frugt være helliget til Lovprisning for Herren. Men i det femte Aar maa I æde Frugten deraf, saa at I samle eder Grøden deraf; jeg er Herren eders Gud. I skulle ikke æde noget med Blodet; I skulle ikke spaa, ej heller være Dagvælgere. I skulle ikke rundskære det yderste af eders Hovedhaar, ej heller skal du fordærve Kanten af dit Skæg. Og I skulle intet Indsnit gøre i eders Kød for en døds Skyld, ej heller sætte indbrændt Skrifttegn paa eder; jeg er Herren. Du skal ikke vanhellige din Datter ved at lade hende bedrive Horeri, og Landet skal ikke bedrive Horeri, saa at Landet bliver fuldt af Skændsel. I skulle holde mine Sabbater, og I skulle frygte for min Helligdom; jeg er Herren. I skulle ikke vende eder til Spaakvinder og ikke søge hen til Tegnsudlæggere, til at blive urene ved dem; jeg er Herren eders Gud. Du skal staa op for den graahærdede og hædre den gamle, og du skal frygte din Gud; jeg er Herren.

3. Mosebog 19:14-32 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Tal ikke ondt om en, der er døv, og få ikke en blind til at snuble. Ved at handle retfærdigt viser I mig ære. Jeres dommere skal fælde retfærdige domme og ikke skele til, om en person er rig eller fattig. Enhver skal dømmes retfærdigt. I må ikke sprede sladder eller bringe andres liv i fare. I må ikke hade jeres næste, men I bør irettesætte en ven, der begår en synd, så I ikke drages med ind under hans dom. Tag ikke hævn over nogen og bær ikke nag. Elsk din næste som dig selv. Husk, at jeg er Herren, jeres Gud! Adlyd mine love: I må ikke parre to forskellige arter husdyr med hinanden, og I må ikke blande to forskellige kornarter sammen, når I tilsår jeres mark. Gå ikke med tøj vævet af to forskellige slags materialer. Hvis en mand forfører en slavepige, som en anden har købt for at have hende som medhustru, skal han straffes. Dog skal de ikke straffes med døden, fordi hun er slave og ikke en fri kvinde. Manden, som har forbrudt sig, skal bringe en vædder som skyldoffer på alteret ved indgangen til åbenbaringsteltet, hvorefter præsten skal ofre vædderen og skaffe soning for mandens synd. Så skal han få tilgivelse. Efter at I er kommet ind i landet og har tilplantet det med alle slags frugttræer, må I ikke høste de tre første afgrøder. Fjerde års høst skal indvies til mig og gives til mig under jublende lovsang. Men femte års høst skal tilhøre jer. På den måde vil I få et større høstudbytte. Husk, at jeg er Herren jeres Gud. I må ikke spise kød, uden at blodet først er løbet fra. I må ikke have noget at gøre med spådomskunst eller trolddom. I må ikke klippe håret kort i siderne, I må ikke barbere kindskægget af, og I må ikke lade jer tatovere eller skære jer i huden i forbindelse med en dødsklage. Gør ikke jeres døtre urene ved at lade dem deltage i religiøs prostitution, for det kan betyde, at folket vender sig til afguderne, og landet fyldes af umoralitet. Hold loven om sabbatsdagen, og hav ærefrygt for helligdommen, for jeg er Herren, jeres Gud. Spørg ikke spåkoner til råds og søg ikke kontakt med de døde, for derved gør I jer urene. Det er mig, I skal spørge til råds. I skal vise hensyn og respekt over for de ældre. Derved ærer I mig, som er jeres Gud.