Judasʼ brev 1:1-8
Judasʼ brev 1:1-8 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Judas, Jesu Kristi Tjener og Broder til Jakob, til de kaldede, som ere elskede i Gud Fader og bevarede for Jesus Kristus: Barmhjertighed og Fred og Kærlighed vorde eder mangfoldig til Del! I elskede! da det laa mig alvorligt paa Sinde at skrive til eder om vor fælles Frelse, fandt jeg det nødvendigt at skrive til eder med Formaning om at stride for den Tro, som een Gang er bleven overgiven de hellige. Thi der har indsneget sig nogle Mennesker, om hvem det for længe siden er forud skrevet, at de vilde falde under denne Dom: Ugudelige, som misbruge vor Guds Naade til Uterlighed og fornægte vor eneste Hersker og Herre Jesus Kristus. Men skønt I een Gang for alle vide det alt sammen, vil jeg minde eder om, at da Herren havde frelst Folket ud af Ægyptens Land, ødelagde han næste Gang dem, som ikke troede, og de Engle, som ikke bevarede deres Højhed, men forlode deres egen Bolig, har han holdt forvarede i evige Lænker under Mørke til den store Dags Dom; ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Stæder, der paa samme Maade som disse vare henfaldne til Utugt og gik efter fremmed Kød , ere satte til et Eksempel, idet de bære en evig Ilds Straf. Alligevel gaa ogsaa disse ligedan i Drømme og besmitte Kød, foragte Herskab og bespotte Herligheder.
Judasʼ brev 1:1-8 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Dette brev er fra Judas, Jesu Kristi tjener, bror til Jakob. Jeg skriver til jer, som er kaldet til at tilhøre Gud. I er omsluttet af Gud Faders kærlighed og bliver holdt fast af Jesus Kristus. Jeg ønsker for jer, at I hele tiden må vokse i oplevelsen af Guds barmhjertighed, fred og kærlighed. Elskede venner, da jeg er meget ivrig efter at skrive til jer om den frelse, vi er fælles om, anser jeg det for nødvendigt at opfordre jer til at kæmpe for den lære, som Gud én gang for alle har overdraget til sit folk. Der er nemlig nogle ugudelige mennesker, som har sneget sig ind iblandt os. De mener, at fordi Gud er nådig, kan de tillade sig en umoralsk levevis, og de nægter at anerkende Jesus Kristus som vores eneste Herre og Mester. Men dommen over dem er afsagt for længst. Jeg vil minde jer om, at selvom Gud i første omgang reddede sit folk ud af Egypten, så udryddede han senere dem, som gjorde oprør mod ham. Jeg vil også minde jer om de engle, der gjorde oprør og overskred de grænser, Gud havde sat for dem. Dem har Gud lagt i ubrydelige lænker i mørke fængsler indtil dommens store dag. Tænk også på indbyggerne i Sodoma og Gomorra og deres nabobyer, som kastede sig ud i seksuelle perversiteter. Deres byer blev tilintetgjort og er en stadig påmindelse om, at Gud straffer synd og oprør med evig ild. Alligevel gør de falske lærere, der har sneget sig ind iblandt os, det samme. Deres drømmerier fører til, at de synder mod deres egen krop, de gør oprør mod alle autoriteter, og de håner stærke åndsmagter.