Jobs Bog 42:12-16
Jobs Bog 42:12-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)
Herren velsignede den sidste del af Jobs liv langt mere, end han havde velsignet ham tidligere. Han blev ejer af 14.000 får, 6000 kameler, 1000 par okser og 1000 hunæsler. Gud gav ham desuden syv nye sønner og tre døtre. Døtrenes navne var Jemima, Ketzia og Keren-Happuk. I hele landet var der ingen kvinder så smukke som Jobs døtre, og de arvede på lige fod med deres brødre. Job levede endnu 140 år, og han oplevede at få både børnebørn og oldebørn.
Jobs Bog 42:12-16 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)
Og Herren velsignede Jobs sidste Levetid fremfor den første; og han fik fjorten Tusinde Faar og seks Tusinde Kameler og tusinde Par Øksne og tusinde Aseninder. Og han fik syv Sønner og tre Døtre. Og han kaldte den førstes Navn Jemima og den andens Navn Kezia og den tredjes Navn Keren-Happuk. Og der blev ikke fundet saa dejlige Kvinder som Jobs Døtre i hele Landet, og deres Fader gav dem Arv iblandt deres Brødre. Og Job levede derefter hundrede og fyrretyve Aar og saa sine Børn og sine Børnebørn i fjerde Slægt.